26. august 2022

FCK’s sportspsykolog gæstede VUC Lyngby med spændende oplæg

Morten Bertelsen bruger det meste af sin dagligdag på FCK’s træningsanlæg, hvor han er sportspsykolog for U19-holdet. Men fredag den 26. august lagde han i stedet vejen forbi VUC Lyngby, hvor han fortalte om at finde mening i hverdagen og vælge sin egen fortælling.

På VUC Lyngby sparker vi hvert nyt skoleår i gang med et spændende oplæg, der kan udfordre vores kursisters tankegang og skabe grobund for nye overvejelser.

I år havde vi inviteret Morten Bertelsen på besøg. Han er sportspsykolog hos FCK’s U19-hold, hvor han blandt andet arbejder med de unge fodboldspilleres relationer og hjælper dem til at kunne præstere bedre.

”Hvordan er det at være i et konkurrencemiljø, hvor ens bedste ven kan ende med at tage ens plads? Det er interessant for mig at finde ud af, hvorfor det giver mening for dem at være netop der,” sagde Morten Bertelsen blandt andet og forklarede hvordan alt fra søvn til kost og relationer måles, vejes og evalueres i fodboldverdenen.

(Artiklen fortsætter under boksen)

Træning eller en god fremtid. Hvor finder du mening i livet?
Oplægget kredsede dog primært om mening, narrativitet og relationer generelt, og Morten Bertelsen opfordrede blandt andet de tilstedeværende HF-kursister og elever til at tænke over, hvad der fik dem til at stå op om morgenen – hvor de finder mening.

Og netop det var der lidt forskellige svar på. En kursist fremhævede ønsket om muligheder i fremtiden, en anden satte pris på sin træning og uddannelseschef Trine Christensen fortalte, at det betyder meget for hende, at andre for noget ud af det arbejde, hun laver.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Fyldt sal til Morten Bertelsens oplæg

Hvilken historie vælger du?
En anden pointe fra Morten Bertelsens oplæg var at tænke over, hvilken historie man fortæller om sig selv.

”Min historie har også mange spor. Det jeg vælger at fortælle giver et bestemt billede af mig,” sagde han og pointerede, hvor vigtigt det er også at være opmærksom på de skjulte og ufortalte historier.

Til slut fortalte Morten Bertelsen om betydningen af de relationer man har i sit liv – og hvor god man er til at bruge de relationer. Han understregede, at det både er vigtigt, når man er fodboldspiller og skal være en del af et hold, men også når man er HF-kursist på VUC Lyngby.