13. december 2023

Rodney: Det er aldrig for sent at tage en uddannelse

Rodney har som 32-årig fundet ud af, hvilken vej han vil gå, og med en HF i bagagen er de rigtige døre blevet åbnet. Da han i sommer blev HF-student fra VUC Lyngby, gik han direkte videre på datamatikeruddannelsen.

”Det er så vigtigt for mig at kunne vise mine børn, at man også kan gøre noget senere i livet. Jeg snakker tit med min datter om, hvad jeg laver i skolen, og jeg forklarer, at man skal lære noget og finde ud af, hvad man godt kan lide at lave” Rodney Muyanga, student fra VUC Lyngby

I juni kunne Rodney fejre de sidste veloverståede eksamener og tage studenterhuen på. Som 32-årig far til en (og snart to) er han noget ældre end den gennemsnitlige student på HF-enkeltfag på VUC Lyngby, men glæden er ikke mindre af den grund. Snarere tværtimod. For Rodney var det noget helt særligt at få eksamensbeviset i hånden. Han har nemlig skulle prøve mange brancher af, før han fandt sin rette hylde, men er nu startet på datamatikeruddannelsen, som hans HF-eksamen gav adgang til.

”Jeg havde egentlig altid haft en mavefornemmelse, der sagde, at jeg gerne ville lave noget med computere. Jeg arbejdede på et tidspunkt lige overfor et kontor for webintegratorer, og jeg kunne godt mærke, at det trak lidt i mig. Men jeg handlede ikke på det,” fortæller han.

Rodney var i juni til translokation på VUC Lyngby

Fra pædagogmedhjælper til tømrer
Og der skulle løbe meget vand gennem åen, før han fik handlet på sin mavefornemmelse. Først arbejdede Rodney som grafisk tekniker efter et råd fra hans stedfar, der selv er inden for branchen. Han blev i faget nogle år og fik også læreplads, men da en leder bemærkede, at Rodney ikke rigtigt var engageret i faget, måtte han give hende ret.

”Det var måske et eller andet sted noget, jeg havde valgt, fordi det er tilfredsstillende bare at komme i gang med noget. Så jeg hoppede fra og var pædagogmedhjælper en tid, fordi jeg altid havde fået at vide, at jeg var god til børn,” forklarer han.

Efterfølgende forsøgte Rodney sig med en bred vifte af fag. Fra pædagogmedhjælper til arbejde i vindmølleproduktionen hos Siemens. Fra et call center til tømrer. Intet af det føltes som det helt rigtige. Men undervejs på karriererejsen har Rodney til gengæld på anden vis fundet hjem. Han mødte nemlig sin forlovede, og de har fået en datter og har nu en søn på vej. Familien besluttede sig for nogle år siden for at flytte til København og på et tidspunkt fandt Rodney ud af, at han faktisk kun manglede få fag for at færdiggøre en HF, fordi han løbende har taget fag på HF-enkeltfag.

”Jeg får tjekket Uddannelsesguiden og andre sider, hvor man kan finde ud af, hvad man har af fag, og hvad man kan bruge det til. Så finder jeg ud af, at jeg faktisk kun mangler få fag for at færdiggøre min HF. Så tænker jeg, at det gør jeg da! Så åbner der sig en helt masse døre,” siger han.

Vil du også læse HF-enkeltfag hos os?

Besøg vores onlinetilmelding

Kompetencer der kan bruges
Til at starte med var tanken bare at give sig selv flere valgmuligheder med en HF fra VUC Lyngby, men hurtigt besluttede Rodney sig for, at det nu var tid til at gøre noget ved den oprindelige drøm om at arbejde inden for IT. Inden han startede på HF, bestemte Rodney sig derfor for, at det var datamatikeruddannelsen, der skulle være næste skridt efter VUC Lyngby.

Rodney fortæller, at han ikke nødvendigvis ser det som en dårlig ting, at det først er nu, han har fundet sin vej:

”Det var meget fint at tage HF-fag, selvom man er lidt ældre end gennemsnittet. Det er en blandet skole, og der er mange forskellige aldre,” siger han. ”Det fungerede perfekt for mig, for jeg kunne mærke, at jeg var lidt mere studieklar. Der var lidt mere ro i sindet, og jeg var lidt mere disciplineret.”

Derfor anbefaler han også andre at tage en HF senere i livet, hvis de har mod på det. Han fortæller desuden, at de kompetencer, man får på HF, også kan bruges uden for skolens mure:

”Det er meget det her med at være studieaktiv, som man lærer på HF, og det synes jeg i den grad er essentielt for resten af ens liv” Rodney Muyanga, student fra HF-enkeltfag

Læs mere om dine muligheder på VUC Lyngby