Et af de store debatemner i øjeblikket er manglen på velfærdspersonale og manglen på ansøgere til velfærdsuddannelserne. VUC-sektoren er en af de store leverandører til erhvervs- og professionsbacheloruddannelserne, og derfor er det også vigtigt for os på VUC Lyngby at bidrage til, at netop den problemstilling bliver mindre i fremtiden. Samtidig håber vi, at vi med vores nye strategi kan give vores kursister en endnu bedre indsigt i mulige karriere- og uddannelsesveje efter VUC:
”VUC Lyngbys strategiske målsætning i årene 2023-2025 er at sikre, at alle kursister på VUC Lyngby i deres tid hos os opnår indsigt i og viden om deres egne karrieremuligheder, karriereveje og uddannelsesforløb.”
Citat, Strategi 2025
Rummelighed, nysgerrighed og afklaring
Rektor Inge Voller fortæller, at hun er spændt på at komme i gang med at arbejde med udgangspunkt i den nye strategi, som hun mener er den helt rigtige retning for VUC Lyngby at gå i:
”Der er rigtig mange grunde til, at netop karriereveje er det helt rigtige fokus for VUC Lyngby. Udover at vi gerne vil være en del af løsningen i forhold til at få flere til at vælge velfærdsuddannelserne, så er netop karriereveje en stor motivationsfaktor for vores kursister,” fortæller hun.
”Med andre ord tror vi på, at vi i endnu højere grad kan motivere og tiltrække kursister, når vi har et ekstra fokus på de døre, som en VUC-uddannelse åbner”, siger rektor Inge Voller.
Strategien tager udgangspunkt i de tre værdier: rummelighed, nysgerrighed og afklaring:
”Vi forventer, at du møder VUC Lyngby og de mennesker, der færdes her, på en rummelig måde og er nysgerrig på, hvad de og stedet kan gøre for dig. Efter endt skolegang hos os har du opnået en afklaring af, hvad dit næste skridt skal være.”
Citat, strategi 2025
De tre værdier afspejler VUC Lyngbys diverse kursistgruppe. VUC Lyngby skal være et sted, hvor folk med forskellige baggrunde og drømme for fremtiden mødes med respekt og inspirerer hinanden. Samtidig skal VUC Lyngby motivere kursister til at undersøge og søge i forskellige retninger og udfordre sig selv.
Arbejde i bobler
Det strategiske arbejde vil de næste to år foregå i fem organisatoriske ”medarbejderbobler”: almen dannelse, velfærd, business, VUC Business Partner samt natur og sundhed. Hver boble vil have repræsenter fra ledelsen, administrationen, vejledningen og lærerstaben, og vil have fokus på karriereveje inden for sit specifikke felt.
”Vi er sikre på, at de tværfaglige bobler vil lede til gode resultater. Vi har tidligere erfaringer med udviklingsteams, der gik på tværs af organisationen og oplevede stor værdi i det arbejde. Det er fantastisk at kunne udnytte de mange forskellige fagligheder, vi har her på skolen,” siger rektor Inge Voller.