9. december 2022

VUC Lyngby lancerer Humanistisk HF for elever med høj begavelse

Fra august 2023 kan du tage en 2-årig HF for unge med særlige forudsætninger og høj begavelse på VUC Lyngby. Uddannelsen har fokus på humanistiske fag, og lærerne har en særlig indsigt i at undervise målgruppen.

Af Eva Sofie Fritzbøger

På VUC Lyngby og Lyngby HF bliver uddannelsespaletten udvidet næste år, når skolen åbner for tilmeldinger til Humanistisk HF – en uddannelse målrettet unge med særlige forudsætninger, høj begavelse samt kreative idéer og perspektiver.

”Vi har allerede flere fra målgruppen på skolen – fx nogle unge der er droppet ud af en STX. Så det giver god mening for os at tilbyde et stærkt fagligt og socialt klassefællesskab med fokus på netop dem,” siger Trine Ellegaard Christensen, uddannelseschef på VUC Lyngby.

Hun fortæller, at eleverne vil blive mødt af engagerede lærere med viden om målgruppen og gå i en klasse med andre unge, de kan spejle sig i.

”Vi har haft en tæt dialog med Atheneskolen, om hvordan man kan skræddersy et tilbud til målgruppen. Vi har profiteret meget af deres store viden på området,” Trine Ellegaard Christensen, uddannelseschef på VUC Lyngby

Uudnyttet potentiale
Årsagen til, at man nu vælger at oprette en ungdomsuddannelse for unge med særlige forudsætninger, er, at de ifølge uddannelseschefen har været oversete i uddannelsesverdenen indtil nu. Det kan betyde, at de unge udfordres på nogle trivselsparametre, men også at der er et skjult potentiale, der ikke udnyttes til fulde.

”Unge med særlige forudsætninger og en naturvidenskabelig interesse kan eksempelvis søge til HTX, der har nogle rigtigt gode tilbud til dem. Men der er ikke samme muligheder for dem, der ønsker et humanistisk fokus. Det er det, vi gerne vil ændre med denne her uddannelse,” siger hun.

Eleverne på den nye humanistiske HF får blandt andet religion på B-niveau og filosofi på C-niveau og bliver kontinuerligt motiveret og udfordret fagligt.

Før man ansøger om en plads via optagelse.dk skal man til en samtale med en af VUC Lyngbys studievejledere, som kan hjælpe med at vurdere om uddannelsen er det rette valg.

(Artiklen fortsætter under faktaboksen)

Kort om den humanistiske HF

  • Student på 2 år
  • Direkte adgang til at søge mellemlange videregående uddannelser og adgang til universitetet med en overbygning
  • Religion på B-niveau, filosofi på C-niveau og en masse andre spændende fag
  • Start direkte efter 9. eller 10. klasse, hvis du opfylder adgangskravene

Læs mere om humanistisk HF

 

Politisk fokus
Den nye uddannelse er ikke skolens eneste tiltag for højt begavede børn og unge. I samarbejde med de to folkeskoler Gentofte Skole og Tjørnegårdsskolen lancerer VUC Lyngby i februar et Talentprogram for en gruppe af folkeskoleelever med særlige forudsætninger.

Vi kontaktede VUC Lyngby for at høre, om vi kunne lave et samarbejde omkring netop disse unge mennesker. Det gjorde vi for at tilbyde dem noget særligt, så de kan få et bedre indblik i dem selv og en større trivsel,” fortæller Peter Hartvig, skoleleder på Gentofte Skole.

Seks gange årligt vil cirka 26 elever fra de to folkeskolers 7. og 8. årgang modtage temabaseret undervisning på VUC Lyngby i stedet for deres normale undervisning.

Det er desuden ikke kun på VUC Lyngby og de to Gentofteskoler, at man har fået øjnene op for nødvendigheden af at sætte fokus på målgruppen. Politisk interesserer man sig også for emnet og planlægger at tidlige screeninger af folkeskoleelever i fremtiden skal hjælpe med i højere grad at identificere og støtte børn med høj begavelse.

VUC Lyngby og Lyngby HF holder åbent hus for alle skolens 2 og 3-årige HF-linjer den 19. januar kl. 17. Udover Humanistisk HF tæller udbuddet også en almindelig 2-årig HF, en 3-årig HF for ordblinde og en 3-årig HF for elever med en diagnose og et ekstra behov for støtte.

Læs om vores andre HF-uddannelser