Af Eva Sofie Fritzbøger
Den ene varme ret og sandwich langes over disken efter den anden, mens kursister står i kø, diskuterer dagens danskopgaver og beslutter sig for, om de skal have en cola eller en vand til maden. Bag disken står Andreas Christopher Bjarnø, som sammen med Anders Løvendahl Johansen ejer firmaet Cibus Food, der overtog ansvaret for kantinen på VUC Lyngby i 2023.
Selvom kantineopgaven er ny, er skolen det bestemt ikke for Andreas Christopher Bjarnø. Han fik nemlig studenterhuen på efter to års studier på VUC Lyngby og Lyngby HF i 2015:
”Det er sjovt at se stedet igen og især sjovt at se lærerne. Det er ikke dem alle, der kan huske, hvem man er efter så mange år,” Andreas Christopher Bjarnø, kantinekok og tidligere student fra Lyngby HF
Kontakt med idrætslærer banede vejen
Før Andreas startede på den 2-årige HF, havde han gået på kokkeuddannelsen, men han var ikke længere glad for kokkebranchen og drømte i stedet om at arbejde med sundhed, ernæring og børn.
”Jeg ville åbne flere muligheder,” fortæller Andreas. ”Det er begrænset, hvad man kan blive som kokkeuddannet”.
I sidste ende blev det ikke til et job indenfor ernærings- og børneområdet. I stedet bød muligheden sig for at starte cateringvirksomheden Cibus Food med Anders Løvendahl Johansen, som Andreas også tidligere har arbejdet sammen med. Faktisk har de to lavet mad sammen, siden den nu 29-årige Andreas var blot 17 år gammel.
Men på sin vis var studenterhuen alligevel afgørende for, at Cibus Food kunne overtage kantinedriften på VUC Lyngby. Det var nemlig Andreas’ gamle idrætslærer, der tippede om muligheden.
”Mogens er min gamle idrætslærer. Han ringede efter HF for at høre, om jeg ville være fodboldtræner sammen med ham. Vi holdt kontakten, og på et tidspunkt ringer han og fortæller, at der var et ledigt køkken herude,” fortæller Andreas.
(artiklen fortsætter under billedet)
Andreas og Anders har fokus på at servere mad
af god kvalitet. Foto: VUC Lyngby.
Fra sandwich til kanapéer
Cibus Food vandt udbuddet og overtog kantinen på VUC Lyngby i januar, men virksomheden har eksisteret i flere år og tilbyder også catering. Udover sandwicher og varme retter til kursisterne på VUC Lyngby, serverer de blandt andet også kanapéer til store events hos Nordisk Film og Netflix.
Dermed bringer de stor erfaring med madlavning og servering med sig ind i køkkenet på VUC Lyngby, og de håber at kunne tilføre variation og kvalitet til kursisternes frokostpause:
”Vi ville gerne løfte kvaliteten og have variation i dagens ret. Der er ikke nødvendigvis så mange forskellige ting, men det der er, smager godt,” siger Andreas.