Af Eva Sofie Fritzbøger
Mange af vores kursister fortsætter på en erhvervsuddannelse, når de har taget fag på AVU (9.-10. klasse) eller FVU (Forberedende Voksenundervisning). Nogle vælger at læse til SOSU-assistent, andre drømmer om kontoruddannelsen, og vi har også kursister, der vælger håndværkserhverv. Derfor giver det rigtig god mening for os at have et stærkt samarbejde med erhvervsuddannelserne i vores nærområde, og torsdag havde vi inviteret repræsentanter fra U/NORD, TEC og SOSU H på besøg for at fortælle mere om mulighederne for at tage en uddannelse hos dem efter VUC.
Både studievejledere og studerende fra de tre uddannelser stod klar med powerpoints og svar på de mange spørgsmål, der kan opstå, når man overvejer at søge ind på en erhvervsuddannelse.
Fra TEC kom uddannelses- og erhvervsvejleder Marianne og gjorde vores kursister klogere på uddannelsesretninger som bygningsmaler og VVS.
Uddannelsesvejleder Nurten fra SOSU H forklarede blandt andet grundigt om adgangskrav, optagelse og fremtidsmuligheder. Herefter gav Cecilie, der er studerende på SOSU H, et personligt perspektiv på pædagogisk assistent-uddannelsen og svarede på spørgsmål om praktik og muligheden for at få merit, hvis man allerede har taget et fag et andet sted.
U/Nord, hvor man blandt andet kan tage kontoruddannelsen, var repræsenteret af studievejleder Mie og to studerende, der begge har taget AVU-fag på VUC for at blive klar til netop kontoruddannelsen.
Cecilie gik på VUC Lyngby i 2016. Dengang vidste hun ikke helt sikkert, hvad hun ville bruge sine fag på AVU til. Hun havde egentlig forestillet sig at tage en HF, men sammen med skolens studievejledere fandt hun ud af, at det måske var kontoruddannelsen, der var det helt rigtige for hende. Hun havde allerede erfaring med administrativ kundeservice, og på kontoruddannelsen er hun blevet bekræftet i, at det var et godt valg for hende at fortsætte i den retning.
Cecilie var glad for at være tilbage på VUC Lyngby for en dag og for at få chancen for at fortælle vores nuværende AVU og FVU-kursister om muligheden for at tage en erhvervsuddannelse efter VUC:
“Det kan sagtens lade sig gøre at tage en erhvervsuddannelse og for eksempel en kontoruddannelse, selvom man ikke tager den slagne vej gennem uddannelsessystemet”, sagde hun blandt andet.
Signe har taget fag online på Hf og VUC Roskilde for at blive klar til uddannelsen på U/NORD. Hun har tidligere været souschef i Netto og Aldi og fandt hurtigt ud af, at hun fandt den administrative del af jobbet mest spændende. Signe ville dog gerne prøve at arbejde i en anden branche og derfor gav det god mening at tage kontoruddannelsen.