Meget vand er løbet under broen, siden Theresa tog sine første HF-fag. Nærmere bestemt gik der omkring 20 år, fra Theresa første gang sad på HF-skolebænken, til hun bestod sin sidste eksamen på VUC Lyngby i januar og kunne kalde sig student.
”De fag, jeg tog nu på VUC Lyngby, var de sidste fag, jeg manglede. Jeg har taget min HF over flere omgange. Det er jo det smarte med HF-enkeltfag, at man har den mulighed,” fortæller hun.
Åbner nye døre
Der er sket meget i Theresas liv mellem de første undervisningstimer for 20 år siden og den sidste eksamen i år. Theresa er blevet 38, har fået to børn og arbejdet som bygningsmaler i 19 år. Et arbejde som hun har været rigtig glad for, men som hun på grund af nedslidning ikke kunne fortsætte med. Netop derfor kom den uafsluttede HF-eksamen ind i billedet.
“Jeg tog min HF som en del af en omskoling og for at få den gymnasiale eksamen, som åbner rigtig mange døre.” Theresa, student fra HF-enkeltfag
Den nykårede student er ikke sikker på, hvad hun vil efter HF, men har overvejet at gå i en humanistisk eller administrativ retning.
Fleksibilitet i en travl hverdag
Theresa har taget sin eksamen på HF-enkeltfag og har blandt andet taget kemi og religion samt skrevet de to store opgaver SSO og EP på VUC Lyngby. På HF-enkeltfag er der mulighed for at tage fagene i ens eget tempo, og de fleste fag kan læses online som e-learning. Det betyder, at man har en anden fleksibilitet end på andre uddannelser, og det har Theresa været glad for, da det ikke er helt let at få en hverdag med to børn til at hænge sammen med et tidskrævende studie:
”Det tog lidt arbejde fra studievejlederen at få det hele til at passe sammen. Det har været virkelig vigtigt for mig med fleksibiliteten på grund af børnene. Det var helt genialt at tage nogle af fagene som e-learning,” siger Theresa, som også tidligere har arbejdet ved siden af studiet.
Theresa valgte VUC Lyngby, fordi hun havde set, at gennemsnittet lå højt, og hun har været glad for skolen og lærernes store engagement.
Vil du tage din uddannelse på VUC Lyngby?
På HF-enkeltfag er der stor fleksibilitet, og du kan tage dine fag online.
Du kan både tage et enkelt eller to fag eller en hel HF.
Du kan også tage en 2-årig HF på VUC Lyngby og Lyngby HF.
Vi har desuden en 3-årig HF for ordblinde, en 3-årig HF for særligt sårbare og en humanistisk HF for højt begavede.
AVU er for dig, der ikke har afsluttet 9. eller 10. klasse.
Vi har både e-learningshold og hold med klasserumsundervisning.