4. juli 2024

Sarah fandt motivationen og fik sit studenterbevis

I år gik Sarah på sommerferie med et studenterbevis i hånden, og hun drømmer om, at psykologstudiet bliver næste skridt på hendes vej. I gymnasiet fandt hun aldrig rigtig rytmen, men senere blev hun motiveret for at gennemføre en HF som enkeltfag på VUC Lyngby.

To gange forsøgte Sarah at gennemføre gymnasiet uden held. I lang tid følte hun sig dum og havde svært ved at forstå, hvorfor hun ikke kunne gennemføre, når det tilsyneladende ikke var et problem for mange af hendes venner. Nu ved Sarah udmærket godt, at hun langt fra er dum.

Efter gymnasiet fik Sarah en ADHD-diagnose, og det har hjulpet hende til at blive klogere på sig selv. For selvom hun til tider har svært ved at koncentrere sig, så har hun også en klæbehjerne og er god til at se mønstre og gentagelser. Det og en nyfunden motivation for at videreuddanne sig, har medvirket til, at hun snart står med et HF-bevis fra VUC Lyngby i hånden:

”Først følte jeg mig nok lidt som en fiasko, fordi jeg kender mange, der har gennemført gymnasiet. Jeg følte mig måske lidt dum i gymnasiet, men det ved jeg godt nu, at jeg ikke er. Jeg havde rigtig godt af at få noget blod på tanden og tænke, at det kan jeg godt,” fortæller Sarah.

Store fremtidsdrømme
Udover en større tro på sig selv, fortæller Sarah, at hun også er blevet mere moden og bedre til at prioritere studie og lektier, i de år der er gået, siden hun gik i gymnasiet. Og så har hun fundet en rigtig god grund til at tage en HF som enkeltfag på VUC Lyngby. Sarah har arbejdet på et bosted både før og ved siden af studiet og har også selv gået til psykolog. Det skabte en interesse hos hende for at læse til psykolog, men undervejs på HF ændrede fremtidsdrømmene sig en smule:

”Jeg tog helt sikkert også en HF for at åbne nogle døre. Jeg havde psykologi for et års tid siden, hvor jeg konstaterede, at jeg måske ikke ville være psykolog, men jeg synes selve faget er rigtig spændende, så derfor vil jeg gerne arbejde med forskning inden for det felt,” fortæller Sarah.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Sarah rider en af sine heste til et springstævne
Sarah valgte HF-enkeltfag, fordi hun havde brug for fleksibilitet i hverdagen, så der også var tid til at tage sig af hendes tre heste. Foto: Kee Frandsen/Densmukkehut

Fleksibiliteten var vigtig
Men selvom der var rigtig mange gode grunde til at tage en uddannelse, var det også vigtigt, at studiet kunne hænge sammen med hendes hverdag. For Sarahs hverdag var allerede godt fyldt op, inden hun startede på studiet. Udover at arbejde brugte og bruger hun stadig mange timer i stalden hver dag, hvor hun rider en unghest og to springheste.

Derfor var hun glad for de muligheder, som HF-enkeltfag giver, da man kan skrue op og ned på antallet af fag og timer per semester og også kan tage fag som e-learning. Sarah fortæller, at der for hende samtidig var læringsmæssige fordele ved strukturen på HF-enkeltfag:

”Der er ingen tvivl om, at mit hoved har en kæmpe fordel i, at det kører over et halvt år ad gangen. Jeg har en klæbehjerne, og det er helt klart nemmere at udnytte, hvis man kun har et par fag ad gangen,” fortæller Sarah, der også har set det som en fordel at kunne kombinere fag, der minder om hinanden:

”Først tog jeg de humanistiske fag, og nu har jeg fx haft matematik, biologi, idræt og kemi. Det er jo fag, der krydser ind over hinanden, og det trives jeg rigtig godt i rent kognitivt.”

Når de sidste eksamener er overståede, kan Sarah gå på velfortjent sommerferie. Hun har søgt ind på psykologistudiet og håber at starte til august.

Læs også om Cilje, der valgte HF-enkeltfag, så uddannelsen kunne passe ind i en hverdag fyldt med fodbold

Læs mere om vores uddannelser