Bliv bedre til dansk, matematik og engelsk – eller styrk dine digitale kompetencer

Forberedende Voksen Uddannelse/FVU kan stille dig bedre i din fremtidige jobsøgning, eller hvis du vil videre på en ny uddannelse

GRATIS voksenundervisning i dansk, matematik, engelsk og digital

Et FVU-forløb kan hjælpe dig i din fremtidige job- og uddannelsessøgning, samt styrke dine færdigheder i hverdagen.

Undervisningen er gratis, og vi tilbyder fem forskellige fag:

  • FVU-Start (et intro-kursus for dig, der ikke har dansk som modersmål)
  • FVU-Dansk (fire trin)
  • FVU-Matematik (to trin)
  • FVU-Engelsk
  • FVU-Digital

FVU-undervisning for alle over 25 år

FVU-undervisning er for alle voksne over 25, uanset om du er jobsøgende, i job eller pensionist. Undervisningens enkelte trin kan afsluttes med prøve. Det øverste trin svarer færdighedsmæssigt til folkeskolens 9. klasse.

Hvis du er under 25 år kan du i nogle situationer få undervisning i FVU. Læs på ug.dk om mulighederne for at deltage, hvis du er under 25 år.

Holdstart hele året

Du kan starte på hold, når du vil, og du kan få undervisning en gang om ugen eller flere gangen om ugen i samme fag. Vi afholder trinprøve ca. hver 8. uge.

Varieret undervisning med fokus på den enkelte kursist

Når du går til FVU, er det dig og din læring, der er i fokus.

  • Der er FVU-hold alle ugens dage – både om dagen og tidlig aften.
  • FVU er fleksibelt, og du kan både gå en eller flere gange om ugen.

Se skema for FVU-hold

Spørgsmålstegn

Adgangskrav

Du skal opfylde følgende krav for at tage FVU-forløb:

  • Du skal kunne forstå og kommunikere på dansk, så du kan tale med både vejledere og lærere.
  • Hvis du ikke har gået i skole i Danmark, skal du have taget danskuddannelse på et sprogcenter.
  • FVU er for dig, der er over 25 år. I nogle tilfælde kan du tage FVU-fag, hvis du er under 25 år. Kontakt studievejledningen og hør, hvilke regler der gælder for dig.

Udover disse betingelser er der ikke nogen uddannelsesmæssige adgangskrav.

Samtale og screening før tilmelding

Før du kan blive tilmeldt et FVU-hold, skal du screenes og have en personlig samtale med en vejleder. Det er for, at vi kan vurdere dit niveau, så vi kan tilbyde dig undervisning på det niveau, der passer dig bedst.

Screeningen foregår på VUC Lyngby og tager op til 3 timer. I løbet af de tre timer får du også en evaluering af, hvordan din screening gik.

Når du har været til screening, vil du hurtigt kunne komme i gang med undervisningen. Normalt starter du ugen efter.

Sådan tilmelder du dig

Du skal gennemføre en FVU-screening før du kan blive tilmeldt undervisning.

Hvis du allerede har fået taget en screening eller allerede har bestået et FVU-trin, kan du kontakte studievejledningen, som hjælper dig videre i processen.

Er du ledig?

Du kan blive tilmeldt FVU som privatperson eller gennem jobcentret. Hvis du er ledig, skal dit jobcenter betale for screeningen.

Du skal derfor udfylde oplysninger om dit jobcenter, når du udfylder tilmeldingsblanketten, hvis du er henvist fra et jobcenter.

 

FVU – Spørgsmål og svar

Hvor foregår screening og undervisning?

Der er undervisning og screening på VUC Lyngby: Nybrovej 114, 2800 Kgs. Lyngby.

Der er også undervisning på fx lokale folkeskoler og virksomheder.

Screeningen kan også foregå på din arbejdsplads eller uddannelsesinstitution, hvis I er nok.

Hvornår starter og slutter undervisningen?

Der er løbende optag og start på vores FVU-hold, så du kan hurtigt komme på et hold, så snart du er blevet screenet. Normalt starter du ugen efter.

Hvert trin varer 8-16 uger og afsluttes evt. med en skriftlig prøve.

Kan jeg vælge FVU i stedet for den nye FGU-uddannelse?

Det afgør din kommunale FGU-vejleder. Normalt skal du vælge FGU, hvis du er under 25 år og skal have en fuldtidsuddannelse under gymnasialt niveau eller erhvervsuddannelsesniveau

Kan jeg få SU, mens jeg går på FVU-hold?

Nej, du kan som udgangspunkt ikke få SU til FVU-forløb. Du kan godt gå på fx HF-enkeltfag eller AVU, samtidig med at du går til FVU og dermed få SU på den baggrund. Men timerne på FVU indgår ikke i det timeantal, der kræves for at få SU.

Hvad koster det at gå på FVU hold?

Både undervisning og screening er helt gratis, hvis du tilmelder dig som privatperson. Hvis du er tilknyttet et jobcenter, skal dit jobcenter betale. Dit jobcenter kan tilmelde dig gennem vores studieadministration.

Hvilket FVU-trin skal jeg bruge for at søge dansk statsborgerskab?

Du skal bruge en bestået prøve i dansk trin 4 for at søge dansk statsborgerskab.

Kan jeg søge ind på en erhvervsuddannelse efter at have taget FVU-forløb?

Du kan søge ind på alle erhvervsuddannelser (EUD), når du har bestået FVU trin 2 i matematik og FVU trin 4 i dansk. Det svarer til mindst 02 til afgangsprøven i 9. eller 10. klasse. Det er dog altid en god idé at spørge på den konkrete erhvervsuddannelse.