Af: Tomas Skov, journalist
På VUC Lyngby finder man en ganske særlig klasse. Her går unge, der på papiret er elever som alle andre, men som i praksis har brug for lidt mere ro, struktur og støtte for at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse. Den treårige HF for særligt sårbare unge giver elever som 19-årige Wilma Skjønnemand og 18-årige Alberte Bjørnelund mulighed for at tage en fuld HF i et tempo og en ramme, der passer til deres behov.
Fuld plade på diagnoser
Da Wilma startede på et almindeligt gymnasium, druknede hun hurtigt i krav og tempo. Hun havde allerede en svær depression, og kort efter fik hun diagnoserne ADHD, OCD og angst.
“Der var fuld plade på diagnoser, og jeg var overbelastet uden at vide det. Det var alt for ustruktureret med skiftende lokaler og mange mennesker,” fortæller hun.
Efter et år i tiende klasse og støtte fra både lærere og sin mor, fandt hun vej til VUC Lyngby og den treårige HF.
“Det var lidt svært at acceptere, at jeg skulle gå på et specialtilbud, men jeg fandt hurtigt ud af, at det var det rigtige. Det betyder meget at have det samme klasselokale, de samme mennesker og lærere, der forstår, hvis man har en dårlig dag. Her bliver det set som en halv sejr, når man møder op,” fortsætter Wilma.
Skoledage uden pres
I folkeskolen blev hun nødt til at indgå en aftale med sin lærer om at skulle række hånden op tre gange i hver time, så hun nyder, at der nu ikke er nogen forventning om at skulle præstere gennem hele skoledagen.
“Det er rart at slippe det performative pres og bare være til stede. Nu er det omkostningsfrit at række hånden op, for det bliver ikke noteret, om det var rigtigt eller forkert. Man skal ikke præstere hver dag,” fortsætter hun.
For Alberte, der har kæmpet med angst, OCD og træk på autismespektret siden folkeskolen, var overgangen også afgørende efter lange perioder med skolevægring.
“Da jeg besøgte VUC Lyngby, virkede det med det samme mere overskueligt. Her er færre fag og færre timer, og man kan altid få hjælp fra sin SPS-vejleder. Her er det okay bare at være stille, hvis man ikke har det så godt,” fortæller hun.
Ro på motorvejen
Både Wilma og Alberte peger på struktur som nøglen til deres fremskridt. På den treårige HF strækkes fagene over længere tid, og eleverne har sjældent mere end to fag på en dag, hvilket giver både mentalt og praktisk overskud.
“Jeg har ADHD, så mit hoved er en femsporet motorvej. Her giver det ro det, at jeg ved præcis, hvad jeg skal hver dag,” siger Wilma.
Lærerne fokuserer mere på trivsel end præstationer, og samtidig får eleverne ikke årskarakterer, hvilket tager en stor del af presset.
“Man behøver ikke at leve op til en social eller faglig standard. Det handler om at gøre sit bedste og om at lære sig selv at kende,” forklarer Alberte.
God nok som sig selv
Selv om klasserne er små, er der rigelig plads til forskellighed blandt eleverne, som kommer med mange forskellige diagnoser og baggrunde.
“Det betyder bare, at man ikke føler sig forkert. Man skal ikke passe ind i en bestemt stil eller måde at være på,” siger Wilma, som føler, at hendes forventninger til gymnasieårene er blevet indfriet i de trygge rammer på HF på VUC Lyngby.
“Man kommer med nogle forventninger om, at gymnasiet skal være ’the time of your life’, og det føler jeg egentlig ikke, jeg har mistet. Når jeg tænker over det, synes jeg faktisk at man lærer mere om sig selv her, for man møder ikke bare andre kopier af dig selv. Jeg er blevet mere selvsikker i at være, som jeg er,” understreger hun.
Tryg i fællesskabet
VUC Lyngby har 450 plus 150, der læser HF-enkeltfag, så der er gode muligheder for at dyrke det større fællesskab på skolen, hvis temperamentet er til det. På den treårige HF for særligt sårbare unge har Alberte og Wilma dog primært dyrket klassefesterne, studieturen og venskaberne, der vokser frem i det stille.
“Vi har en klasse, hvor folk faktisk gerne vil hinanden. Det er ikke noget, man kan tage for givet”, siger Alberte.
Sidste forår var klassen på studietur til Athen, og det blev en stor succes, fordi eleverne følte sig trygge i hinandens selskab.
“Da vi startede på uddannelsen, var mange meget indadvendte, men nu tør folk være sig selv. Der er en tryghed, som gør, at man får lyst til at være med,” fortsætter hun.
En ny begyndelse
Begge piger regner med at tage et sabbatår efter HF. Alberte overvejer senere at læse jura, mens Wilma vil tage tingene, som de kommer. For dem begge er HF-forløbet ikke bare en uddannelse, men et personligt springbræt.
“Jeg kan huske, da jeg gik i 7. klasse, hvor jeg dårligt kunne komme ud af sengen. Jeg kunne slet ikke forestille mig at få hue på. Nu står jeg her og kan faktisk glæde mig til fremtiden,” siger Alberte.
For Wilma har de sidste år også betydet et vendepunkt i selvopfattelsen efter en svær tid i folkeskolen.
“Når man har været nede på bunden, kender man sig selv på en anden måde – og man ved også, at der er en vej videre. Det er ikke pinligt at have det svært, og jeg har lært, at det er okay at bede om hjælp. Vi løber nok med en tungere rygsæk end andre, men den er også fuld af erfaringer, og jeg tror på, at vi er blevet stærkere af det,” siger hun.
