Bliv student på kun 2 år
Her kan du læse om indhold og eksamen på den 2-årige HF, adgangskrav og tilmelding
Det er muligt at søge ind på HF lige efter 9. klasse.
Hvis du er særligt sårbar og har brug for ekstra støtte under uddannelsen, kan du også vælge HF3:
3-årig HF med ekstra støtte
Få huen på hos os
Med en HF får man direkte adgang til mellemlange videregående uddannelser på fx erhvervsakademierne og professionsbacheloruddannelserne.
Hvis man tager en overbygning, kan man også få adgang til lange videregående uddannelser på landets universiteter.
Man kan begynde på den 2-årige HF lige efter 9. klasse.
Det er gratis at tage den 2-årige HF.
Indhold på den 2-årig HF
På den 2-årige HF skal man vælge en såkaldt fagpakke, der toner ens uddannelse i en bestemt retning.
Man vælger en HF-fagpakke, som matcher ens interesser og ønsker om videre uddannelse.
Fagpakkerne på den 2-årige HF kan skifte fra år til år.
Hvis man starter på den 2-årige HF i 2025, kan man vælge mellem følgende pakker:
-
Business – Matematik B og Erhvervsøkonomi C
-
Samfund – Samfundsfag B og Psykologi C
Eksamener på den 2-årige HF
På HF skal man til eksamen i alle fag.
Nogle fag afslutter man efter første år og de øvrige på andet år.
Man får ikke årskarakterer, så det er kun eksamenskaraktererne, der kommer til at stå på eksamensbeviset.
Hvis man ikke består sine eksamener på 1. året, kan man ikke fortsætte på 2. år. Det er dog muligt at følge fag på HF-enkeltfag.
De fag man har bestået til eksamen, kan man ikke tage igen.
Adgangskrav
Der er to muligheder for at blive optaget på en 2-årig HF:
-
Direkte efter bestået 9. eller 10. klasse
-
Senere i livet eller efter en AF-eksamen på AVU
Læs mere om krav til karaktergennemsnit og fag HER
Karriere og videre uddannelse
Den 2-årige HF giver direkte adgang til mellemlange videregående uddannelser på fx erhvervsakademierne og professionsbachelor-uddannelserne.
Med en overbygning giver den 2-årige HF også adgang til lange videregående uddannelser på fx universiteterne.
Fokus på karrierelæring
Der er tydeligt fokus på karrierelæring i undervisningen på den 2-årige HF.
To gange om året er der indlagt projekt- og praktikperioder, hvor hele klassen arbejder med valg af uddannelse og karriere. Projekterne afsluttes med forskellige typer produkter, fx film, kampagneforslag og seminardage.
Studievejledningen rådgiver også meget gerne i forhold til valg af videre uddannelse. De kan fx give gode råd om adgangskrav og tilmeldingsfrister.
TILMELDING
Man tilmelder sig på optagelse.dk
Man har retskrav på optagelse på en 2-årig HF efter at have afsluttet 9. eller 10. klasse, hvis man ansøger inden d. 1. marts kl. 12.00.
Det er også muligt at ansøge om optagelse på en 2-årig HF efter ansøgningsfristen d. 1. marts kl. 12.00.
Hvis man har problemer med tilmeldingen, skal man kontakte sin KUI-vejleder i kommunen eller studievejlederene på VUC Lyngby.
Tilmeldingsflow
-
1. marts: Besked i E-Boks, hvor man får information om, hvorvidt man er blevet betinget optaget på den 2-årige HF. Man er først endeligt optaget, når man opfylder alle adgangskrav. Det vil sige efter ens afgangsprøver i juni måned.
-
Slutningen af juni: Man får et velkomstbrev fra VUC Lyngby med et program for opstartsperioden.
-
Tidligst to uger inden studiestart: Man modtager en sms med dit login til skolens intranet og andre platforme.
Hvis man er under 18, får ens forældre også besked om optagelse i deres E-boks.
2-årig HF – Spørgsmål og svar
Hvor foregår undervisningen?
Al undervisning foregår på VUC Lyngby: Nybrovej 114, 2800 Kgs. Lyngby
Hvor lang tid tager det at tage en HF?
Den 2-årige HF afsluttes på 2 år. Vi har opstart hver år i august.
Kan jeg få SU, mens jeg tager den 2-årige HF?
Ja, man kan få SU, når man går på den 2-årige HF.
Hvornår er der informationsaften/åbent hus?
Hvert år i januar afholder vi Åbent Hus, hvor man kan få information om 2-årig HF.
Man er altid velkommen til at kontakte vores studievejledning for at spørge ind til 2-årig HF.
Hvornår er der optagelsesprøver?
Man kan komme til optagelsesprøve, hvis man går i 9. eller 10. klasse og ikke opfylder kravene til optagelse.
Prøven består af en skriftlig prøve og en samtale. De foregår begge på VUC Lyngby og tager 4-5 timer.
De konkrete datoer og vejledning kan man få ved at henvende sig til studievejledningen.
Hvordan er HF-uddannelsen opbygget?
HF-uddannelsen er opbygget i semestre:
-
1. semester består af obligatoriske fag, herunder det praktiske eller kreative fag, man har valgt.
-
2. semester består af obligatoriske fag herunder kulturfagene. På 2. semester vælger man endeligt sin fagpakke.
-
3. og 4. semester har man obligatoriske fag og går i gang med fagene på sin fagpakke og sit valgfag på B-niveau.
-
Alle semestre indeholder projekt- og praktikperioder hvor man skal arbejde med forskellige projekter og karrierelæring.