Af: Gry Nybo
Repræsentanter fra SF, Socialdemokratiet, Moderaterne, Venstre og De Konservative sidder klar på podiet til at svare på de indledende spørgsmål fra valgdebattens moderator, Claus Hagen Petersen, som underviser i samfundsfag og historie på VUC Lyngby.
Fra statsborgerskab og formueskat til bolig og uddannelse
Debatten indleder med en kort meningsudveksling vedr. statsborgerskab og bevæger sig derefter videre til valgkampens brandvarme emne omkring formueskat.
Panelet svarer engageret og kæmper om ordet, da debatten sporer ind på boligmarkedet i København og uddannelsesområdet. For hvad skal der egentlig ske med den famøse EPX? Bliver den gennemført eller hvad?
Eleverne griber mikrofonen
Vores 3-årige HF’ere har noget på hjertet og griber ivrigt mikrofonen, da der bliver åbnet op for spørgsmål fra salen. De sporer debatten ind på professions- og erhvervsuddannelserne og spørger politikerne, hvorfor sørger man ikke for at prioriterer gode lønninger til de jobs, som disse uddannelser stiler imod?
Eleverne retter også fokus på de uddannelsestilbud på HF, som retter sig mod elever med brug for særlig støtte, hvad skal der ske med dem, hvis man vælger at nedlægge HF-uddannelsen, som den nuværende regering har planer om?
Panelet svarer godt for sig og repræsenterer hver især divergerende synspunkter, hvor den borgerlige fløj ønsker at bevare HF-uddannelserne og 10. klasse og venstrefløjen forsvarer de igangværende reformer på uddannelsesområdet.
Tiden flyver afsted og da debatten er gået ti minutter over tid, beslutter moderatoren endegyldigt at lukke for flere spørgsmål fra salen, så alle kan komme tilbage til dagens undervisning.