Studieaktivitet og eksamen på VUC Lyngby

Læs om, hvad det vil sige at være studieaktiv, når du er kursist eller elev på VUC Lyngby. På denne side finder du også vigtige oplysninger om eksamen.

Studieaktivitet

At være studieaktivt betyder kort fortalt, at man møder op til undervisning op VUC Lyngby og afleverer sine skriftlige opgaver.

Hvis man modtager SU vil manglende studieaktivitet medføre, at man automatisk bliver frameldt SU.

Sådan er man studieaktiv

  • Man kommer til alle timer

  • Man kommer til tiden

  • Man afleverer alle skriftlige opgaver

  • Man er aktiv i timerne

  • Man tjekker Ludusweb, Office 365 og sin mail alle hverdage

  • Man  er med til at skabe et godt studiemiljø både i undervisningssituationen og på skolen som helhed

Alle afleveringsopgaver skal være modtaget og godkendt af dine lærere senest hhv. den 15. november og den 15. april, for at man kan gå til eksamen.

Studieaktiv som onlinekursist

  • Man skal være virtuelt til stede og studieaktiv i det tidsrum, der står i ens skema, og som læreren har angivet.

  • Man skal deltage i onlineundervisning med mikrofon og webcam tændt, når læreren beder om det. Ens lærer skal kunne se og høre en for at vurdere ens studieaktivitet og faglige præstation.

  • Man skal vise, hvad man har lært ved at løse og aflevere de opgaver, som ens lærer udleverer i forbindelse med undervisningen.

  • Man må ikke optage andre eller tage billeder fra onlineundervisning.

Vurdering af studieaktivitet

Hvis man har 10% fravær fra undervisningen på VUC Lyngby, modtager man en skriftlig advarsel i Ludusweb.

Har man mere end 20% fravær bliver man automatisk udmeldt som kursist eller elev på VIC Lyngby.

Andre typer manglende studieaktivitet, fx at man ikke afleverer  sine skriftlige opgaver, kan også føre til udmeldelse. Man kan kun få dispensation med ledelsens godkendelse.

Dokumentation og registrering

Det er et krav fra undervisningsministeriet, at VUC Lyngby registrerer og dokumenterer alle kursister og elevers studieaktivitet.

Derfor registrerer alle lærere på VUC Lyngby i Ludusweb, om man er til stede efter hver undervisningsgang.

Det tæller som fravær, hvis man er mere end fem minutter forsinket til undervisningen.

Læreren registrerer også, hvorvidt man afleverer alle opgaver og projekter.

Man har selv ansvar for at holde øje med, at ens fravær er korrekt registreret.

Eksamen på VUC Lyngby

Alle elever og kursister bliver automatisk tilmeldt eksamen, når de følger hold og er studieaktive på VUC Lyngby.

Offentliggørelse af eksamensplan

Når eksamensplanen er klar, bliver den offentliggjort i Ludusweb. Her vil det blandt andet fremgå, hvilke fag man kan skal op i, samt hvor og hvornår.

Husk at tjekke intranettet på Teams, da eksamensteamet på VUC Lyngby løbende lægger vigtig information vedrørende eksamen ud på denne kanal.

På selve eksamensdagen vil der hænge opslag i receptionen på VUC Lyngby, som informerer om lokaler og eventuelle ændringer i forbindelse med dagens eksaminer.

Ansøg om særlige prøvevilkår 

Det er muligt at ansøge om særlige prøvevilkår til eksamen.

Man ansøger via denne digitale blanket: Ansøg om eksamen på særlige vilkår

Det er kun dokumenterede behov, der kommer i betragtning.

Ansøgningen bliver behandlet af studieadministrationen, som sender svar via E-boks.

Sygdom

Hvis man bliver syg til eksamen, skal man melde sig syg ved at udfylde denne digitale blanket: Meld dig syg til eksamen.

Når man har sendt den digitale blanket og modtaget en kvittering, er man automatisk blevet sygemeldt til eksamen.

Mød op i god tid

  • Man skal møde op minimum 30 minutter før eksamen begynder.

  • Kommer man for sent, man kan risikere at bliver udelukket fra eksamen.

  • Man skal altid medbringe og forevise billede-id til eksamen.

Eksamenshåndbog

Læs meget mere om eksamen på VUC Lyngby i eksamenshåndbogen:

VUC Lyngby, Nybrovej 114, 2800 Kongens Lyngby / FOTO: Victor Grue/MediaK

Efter eksamen

Når man har været til eksamen, indtaster læreren ens karakter i Ludusweb, hvor man kan se resultatet efterfølgende.

Klage over eksamen

Det er muligt at indsende en skriftlige klage over eksamen senest to uger efter, at man har aflagt eksamen på VUC Lyngby.

Klagen skal stiles direkte til rektor på VUC Lyngby, Jesper Skibsted Als.

Skriv en mail til: jal@vuclyngby.dk og angiv “Klage over eksamen” i emnefeltet.

Det forventes, at man gør grundigt rede for og dokumenterer de forhold, man ønsker at klage over i forbindelse med eksamen.

Spørgsmål og svar

Kan man låne en computer til eksamen?

Nej, man skal medbringe sin egen computer til eksamen, hvis man ikke vil skrive i hånden.

Til gengæld vil der være en printer i hvert lokale.

Inden eksamen går i gang, skal man have sørget for at indstille VUC Lyngbys printer “skyprint” på sin egen  computer.

Der vil være en vejledning i lokalet, men det er en god idé at gøre det før eksamensdagen.

Kan man få ekstra tid til eksamen?

Ja, hvis man opfylder nogle særlige betingelser, kan man få ekstra tid.

Man skal ansøge i studievejledningen, og man skal begrunde sin ansøgning med dokumenteret ordblindhed eller en anden diagnose, der gør, at man har brug for ekstra tid og/eller særlige hjælpemidler.

Man skal ansøge ved hver eksamens- og prøveperiode.

Hvad gør man, hvis man er syg og ikke kan gå til eksamen?

Hvis man bliver syg til eksamen, skal man melde sig syg ved at udfylde denne digitale blanket: Meld dig syg til eksamen.

Når man har sendt den digitale blanket og modtaget en kvittering, er man automatisk blevet sygemeldt til eksamen.

Hvis man går på HF kan man komme til sygeeksamen. Ønsker man en sygeeksamen, skal man inden for en uge sende en fri-attest (afløser for lægeerklæring) fra egen læge, der bekræfter ens sygdom ved den ordinære prøve. Denne attest betaler man selv.

Kun kursister, der har meldt sig syge til den ordinære prøve og har fremsendt fri-attest inden for tidsfristen, kan få lov at gå til sygeeksamen eller -prøve.

Der er ikke sygeeksamen på AVU.

Hvornår og hvordan kan man se sine skriftlige karakterer?

Studieadministrationen skriver ud på intranettet på Teams, når de skriftlige eksamenskarakterer er blevet tastet ind.

Herefter kan man se karakterne på Ludusweb.

Hvordan får jeg min eksamensprotokol?

Skolen sender alle eksamensresultater til din E-boks. Så tjek først din E-boks. Hvis du stadig mangler din eksamensprotokol, kan du henvende dig i receptionen.