Eksterne samarbejder

VUC Lyngbys lokale og internationale samarbejder

Vi arbejder både lokalt og internationalt for kvalitetslæring og uddannelse

Sammen uddanner vi bedre

Som et led i vores mål om at tilbyde kvalitetslæring og uddannelse for livet indgår vi både i lokale og internationale samarbejder med andre uddannelsesinstitutioner, private virksomheder og offentlige myndigheder.

Internationale samarbejder

VUC Lyngby og Lyngby HF har i en årrække deltaget i internationalt samarbejde og projekter:

2016-17: Fire e-learningslærere var på Island med programmet Nordplus for at udveksle best practice med islandske kollegaer, som arbejder næsten udelukkende med e-learning som undervisningsform. En lærer fra den islandske samarbejdsskole besøgte VUC Lyngby for at opleve skolens ordblinde- og dansk som andetsprogsundervisning.

2018-19: Samarbejde under Erasmus+-programmet. Tre belgiske lærere har besøgt VUC Lyngby, og to af VUC Lyngbys engelsklærere har været på genbesøg i Belgien. Besøgene havde blandt andet fokus på udveksling af idéer generelt og specifik udveksling af erfaringer med e-learning og digitale hjælpemidler. Desuden har der været besøgende fra Finland med interesse i vores ordblindeafdeling og studievejledning.

2022: En 1. års HF-klasse har været på en uges studietur til en folkehøjskole i Finland med det formål, at deltagerne styrker deres sociale, kulturelle og demokratiske dannelse i henhold til FN’s verdensmål. Studieturen var støttet af Nordisk Ministerråd.

Lyngby-Taarbæk
Vidensby 2020

Vidensby 2020 er resultatet af et samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner, erhvervsliv og Lyngby-Taarbæk Kommune, der arbejder for at Lyngby-Taarbæk bliver en internationalt førende videns- og universitetsby. Strategien er vejen mod fremtiden hvor bæredygtig vækst, velfærd og byudvikling er i centrum til gavn for områdets borgere, erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner.

Visionen er at gøre Lyngby-Taarbæk til:

  • En af Europas førende videns- og universitetsbyer med et forsknings- og uddannelsesniveau i verdensklasse.
  • Et centrum for udvikling af videnstunge erhvervsklynger.
  • Et international knudepunkt for arbejdskraft, kultur, handel og byliv.
  • Et levende laboratorium for bæredygtig by- og erhvervsudvikling.

VUC Lyngby er medlem af Vidensby-netværkets gruppe for iværksætteri og entrepreneurship. Netværket har bl.a. stået for afholdelsen af en årlig Innovationscamp med deltagelse af over 400 elever og studerende i Lyngby-Taarbæk. Campen er en del af den verdensomspændende Global Entrepreneurship Week.

Læs mere om Vidensbyen