18. maj 2026

Solbeskinnet og lærerig studietur til Athen

Solskin, græsk oldtid og samtid, spændende foredrag med de ansatte på Det Danske Kulturinstitut i Athen og ikke mindst fællesskabet var på skoleskemaet fra mandag til fredag, da vores 2-årige HF-klasse drog afsted på studietur til Athen.

Af: Gry Nybo

Knudepunkt for den europæiske historie, stemningsfuldt møde mellem fortid og nutid og en solbeskinnet sydlandsk atmosfære er nogle af bevæggrundene for, at vores 2-årige HF-klasse valgte at drage til Athen på studietur.

”Athen er et interessant sted at tage på studietur, fordi byen ligger et sted i Europa, hvor man op gennem historien har haft handelsmæssige, kulturelle og økonomiske forbindelser, der strækker sig langt mod øst, vest, nord og syd. Det er virkelig et knudepunkt, hvis man vil undersøge den udvikling, som har fundet sted i Europa gennem årtusinder,” siger Pia Arnmark, som underviser i samfundsfag og engelsk på VUC Lyngby og var med på studieturen som underviser og rejseleder.

Programmet for ugen blev indledt med et besøg på Akropolis og det tilhørende museum, hvor alle de arkæologiske fund fra området er udstillet.

”Det er dybt fascinerende at stå foran genstande, som er blevet til i hænderne på mennesker, som levede for tusinder af år siden, og få fortalt historien bag. Hvordan de levede, hvad de tænkte på, hvilke ideer og forestillinger, der formede deres liv. Det gjorde stort indtryk på elever såvel som undervisere,” fortæller Pia Arnmark.

Klassen besøgte desuden Det Danske Kulturinstitut i Athen, hvor de fik en indføring i centrets arbejde og aktiviteter, og en repræsentant fra Den Danske Ambassade i Athen gav nogle nutidige perspektiver på Athen og Grækenland i en samfundsmæssig kontekst.

”Den centrale placering i det sydlige Europa giver jo nogle andre problematikker i nutiden, fordi Grækenland har modtaget mange flygtninge som følge af urolighederne i Mellemøsten, og landet har desuden været kastet ud i nogle omfattende økonomiske kriser de seneste årtier,” siger Pia Arnmark.

Der var naturligvis også lejlighed til at smage på de lokale specialiteter, og vejret var lunt nok til en afsluttende tur på stranden.

”Vi rundede af med et besøg på en af de lokale strande i Athen, hvor de lokale søger hen både til hverdag og fest. Der kunne man virkelig fornemme den stemning, som er i byen, som summer af liv, lige så snart solen melder sin ankomst efter en lang vinter,” afslutter Pia Arnmark.