Af: Gry Nybo
Et stærkt hold af elever har øvet sig intensivt i dagene op til turneringen, hvor kantinen har genlydt af den poppende lyd fra hurtige bolde hen over bordtennisbordet og motiverende tilråb fra klassekammerater.
Lærerne stiller med et skarptskåret hold af batatleter, som er helt klar til at forsvare guld- og bronzeplaceringen, som gik til lærerholdet ved turneringen i september 2025.
Spændingen stiger
Rektor Jesper Skibsted Als byder velkommen og sætter de indledende runder i gang, hvor lærerne skal dyste om, hvem der går videre i turneringen og udfordrer eleverne.
Herefter stiger temperaturen og spændingen ikke mindst blandt både spillere og de mange tilskuere i vores tætpakkede kantine.
Vi runder kvartfinalerne, hvor stadigt flere lærere falder fra og eleverne placerer sig tungt på både semifinale og finalepladserne. Én spiller har de dog udfordringer med at slå ud af turneringen og det er vores rektor, Jesper Skibsted Als.
Rektor vinder guld – sølv og bronze til eleverne
Han spiller sig helt frem til finalen, hvor han skal forsvare æren overfor en af vores ubesejrede elever fra HF2. Der bliver kæmpet indædt og med bidende præcision fra begge spillere. Længe står de lige, men så slår Jesper Skibsted Als til. Boldene flyver over bordet med en hurtighed, som gør det umuligt at returnere.
Rektor løber simpelthen med guldet og der er varme i kinderne, da han modtager præmien og gratulerer de to elever fra vores HF-klasser, som overlegent har snuppet både sølv og bronze.
Vi glæder os allerede til at åbne næste skoleår med en ny bordtennisturnering til september, hvor det bliver spændende at se, om det lykkes vores elever og kursister at spille alle lærerne – og rektor ud af turneringen.
Til lykke til alle og tusind tak til et formidabelt publikum også.
Screenshot