Af Eva Sofie Fritzbøger
Hyvää huomenta, Hyvää päivää, Hyvää iltaa.
Sådan lyder det, hvis du skal sige godmorgen, goddag og godaften på finsk. De og andre finske fraser kan kommende elever på Lyngby HF nu begynde at øve, for Nordisk Ministerråd har givet VUC Lyngby og Lyngby HF over 100.000 kr. i støtte til et samarbejde med den finske højskole Jyväskylä Christian Institute. Partnerskabet er et Nordplus-projekt.
Uddannelseschef Trine Ellegaard Christensen er glad for støtten, da man på skolen lægger stor vægt på internationalt samarbejde:
“Vores internationale samarbejder er med til at folde demokrati og verdensforståelse ud i en konkret kontekst til gavn for både ansatte og elever,” fortæller hun.
”På VUC Lyngby og Lyngby HF er vi meget optagede af vores kursister og elevers demokratiske dannelse.” Trine Ellegaard Christensen, Uddannelseschef på VUC Lyngby
Støtten betyder, at ca. 28 elever fra Lyngby HF til efteråret 2020 kan tage til Finland og besøge partnerskolen i seks dage. Elever fra Jyväskylä Christian Institute besøger til gengæld VUC Lyngby i foråret 2021.
Demokrati og ikke-digitale aktiviteter
Formålet med partnerskabet mellem de to skoler er at styrke de unges sociale, kulturelle og demokratiske kompetencer, såvel som at udvide de unges horisont i forhold til ikke-digitale aktiviteter.
Engelsklærer og tovholder på det internationale samarbejde, Katrine Dalsgård, understreger, at arbejdet med digital dannelse og digitale undervisningsformer vægtes højt på VUC Lyngby, men hun mener alligevel, at det er vigtigt også at sætte fokus på netop det ikke-digitale:
”Alt for ofte oplever vi lærere, at der i klasserummet er elever, som forskanser sig bag deres computer uden at deltage aktivt i timerne,” siger hun.
”Vores håb er, at hvis eleverne i en uges tid deltager i diverse ikke-digitale – og ikke-boglige – højskoleaktiviteter sammen med en gruppe unge finner, vil de få øjnene op for værdien af et forpligtende fællesskab” Katrine Dalsgård, Lektor i engelsk på VUC Lyngby
Selvom det også er muligt at arbejde med temaer som digital dannelse, samfund og demokrati inden for Danmarks grænser, er der ifølge uddannelseschef Trine Ellegaard Christensen mange fordele ved at kombinere den almindelige undervisning med udlandsophold på partnerskoler:
”I det konkrete samarbejde er det min forhåbning, at både eleverne og lærerne får udvidet deres verdenshorisont som aktive medborgere,” siger hun. ”En af projektets aktiviteter er, at de finske og danske elever arbejder sammen omkring samfundsrelevante temaer gennem dialog og fælles refleksion.”
Når de finske elever kommer på genbesøg på VUC Lyngby, skal de blandt andet diskutere FNs verdensmål i et fiktivt Europaparlament, spille demokratispil og deltage i en ikke-digital skattejagt.