29. januar 2020

Unge og forældre blev budt indenfor til Åbent Hus for Lyngby HF

Den 28. januar åbnede Lyngby HF dørene for kommende elever og forældre på den 2-årige HF. Aftenen bød på oplæg fra både elever og ansatte og også på spørgsmål fra de mange fremmødte.

Til sommer starter et nyt hold elever på den 2-årige HF, og i den anledning var der den 28. januar åbent hus, hvor både kommende elever og forældre fik mulighed for at høre mere om uddannelsen og stille spørgsmål til ansatte såvel som elever.

To af aftenens stjerner var eleverne Marc (18m) og Nanna (19x), der delte deres oplevelse af at gå på Lyngby HF. Nanna fortalte, at hun især blev overbevist om, at Lyngby HF var det rigtige valg, da elever på årgangen over hende arrangerede et ryste-sammen-arrangement før den egentlige skolestart.

”Jeg synes, det var en god måde at blive indbudt på. Det sociale betyder meget for mig, og det kunne jeg mærke var der, allerede inden jeg startede” Nanna, 19x

Marc, der bliver færdig med sin HF til sommer, har under sin tid på uddannelsen også oplevet, at der har været et stærkt fællesskab på skolen.

”Folk har forskellige baggrundshistorier og forskellige aldre – det er med til at skabe fællesskab” Marc, 18m
To kursister taler til de besøgende til åbent hus

De to elever fortæller om Lyngby HF

De fremmødte kunne desuden opleve vicerektor Inge Voller fortælle om studiemiljøet og to lærere underholde om undervisningen både undervejs på studieture og hjemme på skolen.

Før de fremmødte til slut kunne teste deres nyvundne viden om Lyngby HF i en quiz, forklarede studievejlederne desuden om fag, fagpakker, krav til de nye elever og ikke mindst de muligheder for støtte, som enhver elev tilbydes.

”Det kræver vilje og nysgerrighed, men det vil vi hjælpe med” Studievejleder Anette Holm

På VUC Lyngby og Lyngby HF kan vi blandt andet tilbyde støtte til ordblinde, og med opstart i august udbyder vi for første gang en 3-årig HF til unge med særlige udfordringer såsom diagnoser eller psykiske vanskeligheder.

Vil du vide mere?