Fredag den 22. februar var der Uddannelsesbazar på VUC Lyngby. Her skulle 1. års-elever på den 2-årige HF fortælle de fremmødte om de mange forskellige muligheder, man har for at videreuddanne sig, når man har taget en HF.
Som en del af en projekt- og praktikperiode havde eleverne i dagene op til bazaren været rundt og besøge forskellige uddannelsesinstitutioner – blandt andet Københavns Universitet, RUC og CPH Business.
Her havde de hentet viden om, hvad de kan studere, når de i 2020 er færdige på VUC Lyngby. Og den viden skulle videreformidles til alle de fremmødte gennem plakater, film, foldere og dialog.
Nicoline og Rebekka var på besøg på Københavns Universitet og RUC for at få inspiration. Nicoline vil gerne studere IT og kommunikation, mens Rebekka drømmer om at uddanne sig til farmaceut. ”Vi fik en god fornemmelse af, hvordan der er på campus, og hvordan det er at have undervisning og forelæsninger,” fortæller Nicoline og Rebekka, der efter deres besøg havde lavet nogle brochurer, så andre kunne læse om at gå på Københavns Universitet og RUC.
Dagen efter bazaren skulle Rebekka til Odense for at besøge Syddansk Universitet, hvor man også kan læse til farmaceut.
Lukas ved allerede nu, at han gerne vil læse til softwareudvikler, og derfor havde han været en tur forbi IT-Universitetet i København. Her fik han lov til at følge en studerende en hel dag og være med til både undervisning og gruppearbejde. ”Jeg havde aldrig prøvet at være med til en forelæsning før, så det var sjovt at opleve. Og så var det også spændende at være med til gruppearbejde og finde ud af, at fællesskab og samarbejde betyder rigtig meget, når man går på IT-Universitetet,” fortæller Lukas.
Sarah (til venstre) og Zuha (til højre) er her i gang med at fortælle om pædagoguddannelsen. De drømmer begge om at komme til at arbejde med børn, og derfor havde de to veninder besøgt en vuggestue og Carlsberg Campus for at få mere viden om, hvad det helt præcis kræver for at blive pædagog. ”Vi fik helt klart en oplevelse af, at der var en god stemning på Carlsberg Campus, og at det var et fedt sted at være,” fortæller Sarah og Zuha. Mens Sarah overvejer, om hun vil starte på pædagogstudiet lige efter HF, har Zuha tænkt sig at holde et sabbatår, inden hun læser videre.
Mange lagde vejen forbi for at høre Tobias og Lykke fortælle om, hvad der skal til for at blive laborant. De to havde bl.a. været på besøg hos Novo og fået mere at vide om jobbet som laborant.
Kevin og Ali besøgte studiet HA Almen på CBS og fik bl.a. at vide, at det er et studie, der kræver rigtig mange timers arbejde.
Foto: VUC Lyngby