Forkursus til EUX

Klar til EUX på rekordtid

– På kun 10 uger kan du tage et EUX-forkursus, der gør dig klar til at søge direkte ind på EUX og springe første grundkursus over.

EUX – en kombination af gymnasiale fag og en erhvervsuddannelse

Efter den afsluttende EUX-fagprøve får du studenterhue på og har mulighed for at søge ind på universitet på lige fod med STX og HF-studenter. Men du er ikke bare student, du er erhvervsfaglig student. Det vil sige, at du også har taget uddannelsen som fx gartner, kok eller tandtekniker samtidig med de gymnasiale fag.

Læs mere om EUX hos UddannelsesGuiden.

Bliv klar til en EUX på VUC Lyngby og UNord

For at komme ind på en EUX-uddannelse og springe grundkurset over kræver det, at du allerede har taget Dansk C, Engelsk C og Samfundsfag C.

På VUC Lyngby tilbyder vi i samarbejde med Unord en helt særlig pakke, hvor du kan tage alle tre fag på kun 10 uger. Det intensive forløb kræver motivation fra din side, men vi garanterer til gengæld spændende undervisning og dygtige undervisere.

Lærer står ved elev

Adgangskrav

Du kan blive optaget på HF-enkeltfag, hvis du opfylder mindst et af følgende adgangskrav:

  • Du har afsluttet 9. klasse og bestået afgangsprøven i dansk med et godt resultat.
  • Du har afsluttet 10. klasse og bestået den udvidede afgangsprøve i dansk med et godt resultat.
  • Du har afsluttet AF-eksamen på AVU (Almen Forberedelseseksamen) – for eksempel her på VUC Lyngby.

Hvis du ikke har gået i en dansk folkeskole, kan du blive optaget, hvis du har bestået en af følgende prøver og har de nødvendige kvalifikationer i andre, relevante fag:

  • Du har bestået dansk som andetsprog og har også skriftlig udtalelse fra lærer/vejleder.
  • Du har bestået AVU dansk niveau E.
  • Du har bestået studieprøven i dansk (danskuddannelse 3, modul 6).
3 elever sidder foran deres computere

Undervisning på Unord

VUC Lyngby har indgået et samarbejde med Unord i Lyngby, der betyder, at al undervisning foregår på Unord.

Du har 30 lektioner om ugen i de ca. 10 uger kurset tager.

Du skal tilmelde dig forkurset hos vores studievejledere på VUC Lyngby. Det kan du bestille tid til her.

Flere muligheder for videreuddannelse

Når du har taget forkurset til EUX, kan du selvfølgelig fortsætte på EUX – fx på Unord.

Du er dog ikke bundet til en EUX efter at have taget forkurset. Du kan også vælge at tage eksempelvis en 2-årig HF på Lyngby HF eller læse HF-enkeltfag.

Forkursus til EUX – Spørgsmål og svar

Hvor foregår undervisningen?

Al undervisning foregår på:

Uddannelser i Nordsjælland (Unord)
Lundtoftevej 93
2800 Kgs. Lyngby

Husk, at du tilmelder dig hos studievejlederne på VUC Lyngby.

Hvornår starter og slutter undervisningen?

Der er start to gange om året:

  • Uge 40 med eksamen i december/januar
  • Uge 9 med eksamen maj/juni

Hvert forkursus tager ca. 10 uger, og så er du klar til at starte på EUX eller en HF.

Kan jeg få SU, mens jeg tager forkurset?

Ja, det kan du. Da du har 30 lektioner om ugen, har du ret til SU.