Da løn- og personalekonsulent Suzana Risteka i sin tid trådte ind ad døren til sin første arbejdsdag i HR på et voksenuddannelsescenter, havde hun ikke forestille sig, at hun stadig 24 år senere skulle være i VUC-verdenen. Men sådan blev det, og arbejdet er ifølge Suzana forblevet spændende, fordi der konstant er udvikling og nye opgaver.
”Tiden er gået så hurtigt. Jeg har næsten ikke lagt mærke til, at der er gået så lang tid, fordi jeg aldrig er stoppet med at udvikle mig, og stedet udvikler sig også hele tiden” siger Suzana. ”Jeg kan godt lide, at der ikke er to dage eller to år, der er ens. Der sker noget nyt i hvert nyt kursusår.”
FAKTA
Navn: Suzana Risteka
Titel: Løn- og personalekonsulent
Anciennitet: Har arbejdet på VUC i 24 år, under tre rektorer og på to VUC’er
Arbejdsopgaver: Løn, ansættelser, IT, fratrædelser m.m.
Suzana arbejder blandt andet med fratrædelser og ansættelser, lønindberetninger og IT-systemer med relation til HR. Hun er uddannet kommunom, en overbygning til kontorfunktionær, der særligt retter sig mod arbejde i kommunen.
Det lå dog ikke altid i kortene, at det var i den retning, Suzanas karriere skulle gå. Oprindeligt ville Suzana være IT-supporter, og det nåede hun også at arbejde med i 4 år. Efterfølgende drømte hun om et job i bankverdenen, men før det nåede at blive til noget, blev hun ansat i løn- og personalefunktionen på VUC. Et job, der heller ikke faldt helt udenfor hendes interessefelt.
”HR passede mig godt. Jeg syntes, det lød spændende at arbejde med løn osv., og så kan jeg godt lide at arbejde med mennesker. Jeg er meget social.” Suzana Risteka, løn- og personalekonsulent
Hun fortæller, at hendes arbejde blandt andet også består i at hjælpe lærerne og svare på spørgsmål om alt fra tidsregistrering til barsel:
”Jeg er i det hele taget til rådighed for lærernes spørgsmål, og jeg kan rigtig godt lide den taknemmelighed, jeg møder, når jeg hjælper dem,” siger hun.
Selvom arbejdet i princippet har været det samme i 24 år, har arbejdspladsen alligevel ikke helt været det. Da Suzana startede, lå VUC-centret i Ballerup, og først senere blev hendes arbejdsplads flyttet til Lyngby, da flere VUC’er fusionerede i forbindelse med nedlæggelsen af amterne.