Af Eva Sofie Fritzbøger
Solen skinner fra en skyfri himmel, sommerferien er lige rundt om hjørnet, og glæden lyser ud af øjnene på de nye studenter på VUC Lyngby & Lyngby HF. I flere måneder var der ingen, der vidste, om årets studenter ville få lov til at fejre huen, men i starten af juni blev det fra politisk hold meldt ud, at både translokationer og vognkørsel kunne afholdes.
”Det betyder alverden, at vi fik lov til at fejre det. Det er fantastisk at blive fejret, for det er virkelig en milepæl,” fortæller studenten Buthaine Hassan.
Fejringen er dog noget anderledes, end den plejer. I stedet for en translokation for alle, var der i år tre. En for hver af de to klasser på den 2-årige HF og en for studenterne på HF-enkeltfag. Som noget helt nyt blev alle translokationerne også livestreamet på YouTube, så dem uden mulighed for at deltage kunne følge med hjemmefra.
Du kan også læse denne historie på SN.dk
Hilsner er vigtigere end karakterer
Buthaine Hassan holdt en af årets kursisttaler. I sin tale lagde hun vægt på, at de nye studenter bør fokusere på deres store udvikling, og de mennesker de har mødt på deres rejse, i stedet for på den karakter der står i huen.
”De mennesker, der er på skolen, har gjort mig bevidst om, at skolegangen ikke kan reduceres til en enkelt sejr eller et enkelt nederlag. Fordi hverken et 2-tal eller et 12-tal kan opsummere tiden,” sagde hun i talen.
”Jeg synes vi bør fokusere på hilsnerne i huerne, når vi tænker tilbage på VUC Lyngby.” Buthaine Hassan
Efter sommerferien fortsætter Buthaine Hassan på Cphbusiness for at uddanne sig til financial controller.
Corona satte sit præg
Selvom de nyudklækkede studenter i sidste øjeblik fik lov til at fejre huen på behørig vis, skinnede det alligevel tydeligt igennem, at coronaen havde sat et tungt præg på uddannelsens sidste halvår.
”[A]t vi ville blive studenter midt i en pandemi, var der nok ingen af os, der i vores vildeste fantasi kunne have forestillet os,” Rebekka Pollov, holdt kursisttalen for 18b på den 2-årige HF
Som et resultat af pandemien måtte alle elever og kursister i lang tid kun modtage undervisning online – langt væk fra klasselokaler og klassekammerater. I sin tale fortalte Rebekka Pollov, at motivationen til tider kunne være svær at finde, når både lærere og kammerater var langt væk.
”Vi gik fra at være i en klasse med elever, vi kunne dele gode og dårlige ting med til at sidde alene derhjemme foran skærmen,” sagde hun.
Derfor kan det ikke undre, at nyheden om at vognturen med klassen kunne blive en realitet bragte stor glæde blandt kursister og elever.

Både 18m og 18b kunne heldigvis komme afsted på vogntur.