23. april 2021

Lærer klar med digitale tips og tricks til kollegerne

Lokalavisen Det Grønne Område har sat spot på VUC Lyngbys hjælpsomme lærer Stine Schjerning Pedersen og hendes håndsrækning til kollegerne med forummet 'Tips og tricks til Teams'.

Tekst: jesl (Det Grønne Område) Læs artiklen på SN.dk her

VUC Lyngby-lærer Stine Schjerning Pedersen har oprettet forum som en hjælpende hånd til kollegerne i en tid med corona-nedlukning og hjemmeundervisning.

NÆSTEHJÆLP Når teknikken driller, kan det være rart med en hjælpende hånd. Især når man pludselig sidder alene under corona-nedlukning og skal undervise via en helt ny platform.

Her et år efter kender mange nok Teams eller Zoom og har styr på de mest basale funktioner. Men mange støder også panden mod muren, når der for eksempel kommer opdateringer og nye muligheder, som eksempelvis at dele videoer eller få vist alle deltagere på skærmen samtidig.

Heldigvis har VUC Lyngbys lærer Stine Schjerning Pedersen styr på teknikken, når det kommer til Teams og er klar til at hjælpe kolleger i nød.

Derfor oprettede hun forummet ‘Tips og tricks til teams’, hvor hun både svarer på spørgsmål fra kolleger og deler ud af sin viden.

Mange tager imod tilbud
Under den nuværende nedlukning havde jeg ekstra tid i mit skema, og så tænkte jeg, hvis jeg kan gøre noget for at hjælpe, så vil jeg rigtig gerne det. Det var der åbenbart brug for, der var i hvert fald mange som tog imod tilbuddet,” fortæller Stine Schjerning Pedersen i en pressemeddelelse fra VUC Lyngby.

Og der bliver sat pris på Stines arbejde blandt kollegerne på VUC Lyngby.

Det er jo meget de tekniske ting, jeg kan hjælpe med, men indimellem får jeg også spørgsmål, som er mere pædagogiske. For eksempel hvordan man skriver ud, så kursisterne forstår beskeden og hvordan, man kan man være sikker på, at alle kan se det. Så det prøver jeg også at give bud på,” siger den hjælpsomme lærer.