Af Eva Sofie Fritzbøger
Formler, integralregning og beviser. For mange er det et stort spring at komme fra folkeskolematematik til matematik på gymnasiet. Det kan være en demotiverende oplevelse, der påvirker gymnasietiden negativt. Men sådan skal det ikke være. Derfor har VUC Business Partner afholdt ekstra matematikforløb for 1g’ere på flere gymnasier – og det er eleverne glade for:
”Jeg har aldrig været den største fan af matematik. Der er nogle emner, jeg har fint styr på, men når det gælder andre emner, blokerer min hjerne fuldstændig. Men nu er der mindre, som hjernen går ind og blokerer,” fortæller 1g-eleven Nicolai efter at afsluttet matematikforløb.
VUC Business Partners gymnasieforløb er inden for rammerne af FVU matematik. FVU styrker elevernes basale kompetencer og giver dem mere selvtillid i hverdagen.
Gymnasieeleven Louise bekræfter, at forløbet kan være en stor hjælp:
“Skiftet fra folkeskolen til gymnasiet er ret stort i forhold til matematik. Der er en masse nye metoder og programmer at lære. Det var nemmere at følge med i timerne, efter jeg havde haft forløbet.” Louise, gymnasieelev
Louise fremhæver eksponentielle funktioner, som et emne hun fik bedre styr på under forløbet, mens Nicolai fortæller, at det især var ligninger han blev bedre til.
Stolt lærer
Forårets ekstra matematikforløb blev noget anderledes end forventet. I marts kom corona til Danmark, og forløbene skulle pludselig omlægges til onlineundervisning i Microsoft Teams. Heldigvis lykkedes det hurtigt at få et onlineforløb op at køre, og Nicolai fortæller, at der var god inddragelse af alle elever, selvom undervisningen foregik hjemmefra.
Det er ikke kun eleverne, der synes, at forløbene har været en succes. Matematiklæreren Nazli har stået for undervisningen og beretter om topmotiverede elever med en stor interesse for at lære. Eleverne laver ikke kun det, de skal, men orienterer sig selv i materialerne.
”De har interesse for at lære, og jeg tror også at mange af dem sidst og denne gang fik en ahaoplevelse i forhold til brøker. Jeg kan mærke, at de er mere positive omkring undervisningen, og det er da bare en super dejlig følelse at have, når man skal undervise,” siger hun.
Psst! Følg os på LinkedIn – så får du hele tiden ny og opdateret viden om uddannelse i dit feed.
Kontakt os, hvis du vil vide mere:
Lars Lysdahl
Salgs- og Udviklingschef
lly@vuclyngby.dk
24 84 27 73
Camilla Weichardt Talbro
Uddannelseskonsulent
cta@vuclyngby.dk
45 11 42 41