Af Eva Sofie Fritzbøger
Hvordan ser fremtidens arbejdspladser ud? Er familielivet helt anderledes om 20 år? Kommer vi alle sammen til at køre i selvkørende biler?
Spørgsmålene er mange, når vi prøver at forestille os, hvordan verden ser ud om 5, 10 eller 20 år. I dag tog fremtidsforsker Thomas Geuken eleverne på Lyngby HF med på en rejse, der både tog dem forbi fortid og nutid i jagten på svar på spørgsmålene om fremtiden.
Der er nemlig god grund til at kigge på fortid og nutid, før man gisner om fremtiden ifølge fremtidsforskeren, der fortalte, at roden til fremtiden ligger i nutiden.
“Fremtiden er her allerede” Fremtidsforsker Thomas Geuken
Kan man spå om fremtiden?
Eleverne havde selv gode bud på, hvad vores fremtid for eksempel kan komme til at bringe. Da Thomas Geuken spurgte, hvad de tænkte på, når han sagde fremtid, var både FNs verdensmål og teknologi blandt svarene.
Men HF-eleverne måtte sande, at det faktisk slet ikke er så let at spå om fremtiden – selv ikke hvis man er fremtidsforsker.
”Der findes ikke én fremtid. Der er flere forskellige fremtider. Vi arbejder med scenarier,” fortalte Thomas Geuken, der arbejder på Københavns Institut for Fremtidsforskning.
Thomas Geuken holdt foredrag på Lyngby HF. Foto: VUC Lyngby
Fra fortid til nutiden
Af samme grund ser livet i det 21. århundrede (eller mere specifikt 2021) heller ikke helt ud, som folk i gamle dage forestillede sig, at det ville komme til at se ud.
For vi har jo (desværre) hverken private helikoptere, helt støvfrie gulve eller selvfoldende tøj. Til gengæld kan vi lægge billeder af vores mad op på Instagram, og se en uendelig stime af kattevideoer på YouTube.
Foredraget var en del af HF-elevernes temauge om fremtidens arbejdsmarked, hvor de blandt andet også har diskuteret teorier om etik og moral.
Kunne den 2-årige HF være noget for dig? Læs mere om Lyngby HF og kom til åbent hus den 17. januar 2022.
HF3 er en treårig HF-uddannelse for unge med et særligt behov for støtte og vejledning.
På HF-enkeltfag tager du fagene i det tempo, og den rækkefølge, du vil. Du kan både tage et enkelt fag og en hel HF.