13. november 2020

Er du vores kommende økonomi- og administrationschef?

Vi søger en økonomi- og administrationschef til en nyoprettet stilling, hvor du vil få rig mulighed for selv at forme stillingen og præge en uddannelsesinstitution i konstant udvikling.

VUC Lyngby søger en økonomi- og administrationschef til nyoprettet stilling

Da VUC Lyngby har brug for at supplere den nuværende ledelse med en ny chef, søger vi en økonomi- og administrationschef, der kan hjælpe os med at udvikle, konsolidere og lede vores økonomiske og administrative arbejdsgange. Stillingen er nyoprettet som led i en organisatorisk omstilling efter at nuværende rektor er tiltrådt 1. oktober.

Det vil sige, at du kan være med til at forme stillingen og sætte dit præg på både ledelsesteamet og VUC Lyngby generelt. Den nye økonomi- og administrationschef skal kunne navigere i de mange regler, der regulerer en selvejende uddannelsesinstitution under staten og være en dygtig personaleleder for vores stabsfunktioner.

VUC Lyngby har en profil, der er baseret på værdierne bæredygtighed, empowerment og diversitet. Vi arbejder med en strategi frem mod 2023, der er inspireret af FN’s Verdensmål:

  • Kvalitetsuddannelse
  • Klima og bæredygtighed
  • Kunden i centrum i det eksterne samarbejde
  • Kultur og trivsel

VUC Lyngby udbyder en lang række af uddannelser: Ordblindeundervisning, Forberedende Voksenundervisning, Almen voksenuddannelse, Gymnasiale Suppleringskurser og HF – både som enkeltfag og 2-årigt forløb. En del af vores aktivitet er tilrettelagt som e-learning, og en del af vores aktivitet finder sted på virksomheder og andre offentlige institutioner, foranlediget af VUC Business Partner. Det siger sig selv, at der er meget at administrere, når vi har samlet så mange forskellige uddannelser med forskellige administrative processer og økonomiske vilkår, og når vi er samlet op til 1700 kursister pr. år og ca. 100 medarbejdere, hvoraf størstedelen er lærere.

VUC Lyngby har opbygget en markant faglig profil. Vores kursister og elever opnår særdeles gode faglige resultater og fortsætter i meget høj grad på videregående uddannelser. Vores dækningskommuner er Lyngby-Taarbæk, Gladsaxe, Gentofte, Herlev og Ballerup, men borgere fra mange andre kommuner vælger også VUC Lyngby som uddannelsessted. På VUC Lyngby er vi ambitiøse, og vi har fokus på at sikre, at vores kursister og elever kommer godt videre på arbejdsmarkedet eller i videre uddannelse.

Den nye økonomi- og administrationschefs ansvarsområder:
Vi forestiller os, at den nye chef tager ansvar for følgende områder, men vi kan godt justere lidt i det afhængig af den rette kandidats kompetencer og erfaringer:

  • Studieadministrationen og receptionen
  • Økonomi- og personale
  • Teknisk service
  • Kvalitet- og planlægning

Den nye økonomi- og administrationschefs profil:

  • Har en akademisk uddannelse inden for økonomi og administration
  • Har ledererfaring med økonomi- og/eller administration
  • Har erfaring med kulturen på en uddannelsesinstitution
  • Kan sætte tydelig retning via klar kommunikation
  • Er nærværende og har fokus på relationer
  • Er et godt, kvalitets- og humorbevidst bidrag til ledelsesteamet
  • Er en synlig repræsentant for skolens værdier
  • Kan skabe optimale og effektive arbejdsgange
  • Kan skabe godt teamsamarbejde
  • Bygger videre på medarbejdernes faglighed og engagement

Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår tilbydes i henhold til gældende overenskomst mellem Staten og Djøf.

Hvis du matcher ovenstående profil, kan du søge stillingen via:

https://www.gymnasiejob.dk/jobopslag/64276

Ansøgningsfrist er 1. december
Der vil blive indkaldt til samtaler i uge 50 og 51 mhp. ansættelse pr. 1. februar 2021 eller før.

Yderligere oplysninger om stillingen kan indhentes hos rektor Inge Voller via ivo@vuclyngby.dk eller telefon: 24486485.