Af Eva Sofie Fritzbøger
Samira står med et stort smil på læben og blomster i hånden. Hun er netop kommet ud fra sin sidste eksamen og kan nu kalde sig sygeplejerske med et job på Hillerød Rehabiliteringscenter i vente. Men det lå ikke altid i kortene, at Samira skulle nå så langt.
Både psykiske udfordringer, et usundt forhold og et hashmisbrug har stået i vejen for hendes læring, men på VUC Lyngby fandt Samira den støtte, der skulle til, for at hun kunne komme igennem en uddannelse. Da hun var på nippet til at droppe ud, fik hun tilknyttet en studiecoach, der hjalp hende med at holde motivationen oppe og strukturere hverdagen:
”Jeg kan tydeligt huske, at jeg gik på gangene og ledte efter det rigtige kontor. Da jeg endelig fandt det og kom ind, tror jeg, der gik 5 min, og så sad jeg bare og tudbrølede. Jeg havde aldrig mødt hende før eller grædt over for nogen før overhovedet.”
På VUC Lyngby har Samira både taget fag på FVU, AVU og siden en hel HF som enkeltfag, og med den støtte hun fandt på skolen, blev hun klar til sygeplejerskesstudiet. En profession som hun har valgt, fordi den passer med hendes ønske om vekslende arbejdstider og arbejdsopgaver.
Sen diagnose
Samira har nemlig altid haft svært ved at komme op om morgenen og svært ved at indordne sig i en 8-16 hverdag. I mange år forstod hun ikke hvorfor. Hun havde set, hvordan alle andre hun kendte, sagtens kunne få hverdag og studie til at fungere, men lige meget hvor meget hun prøvede, ramte Samira hele tiden muren og gav op.
Det var først under tiden på HF, at misbruget blev kædet sammen med en mulig diagnose, og hun fandt ud af, at hun både har ADHD og borderline.
”For mit vedkommende var problemet, at jeg før diagnosen sammenlignede mig med ’raske mennesker’. Dem jeg havde gået i folkeskole med i 10 år, der havde fået deres uddannelse og klaret det fint. Jeg tænkte, at jeg jo også skulle kunne. At jeg ikke var anderledes end dem.”
Udover psykiske udfordringer og et hashmisbrug var Samira også i lang tid i et usundt forhold, der påvirkede hendes hverdag. Den kombination betød ikke kun, at Samira gennem sin skoletid havde svært ved at dukke op til alle timerne og koncentrere sig om at få lavet sine lektier. Hun var også pirrelig og udadreagerende, når hun var på skolen.
(artiklen fortsætter under billedet)
Samira kan fejre, at hun endelig kan kalde sig sygeplejerske.
Forstående undervisere
Helt afgørende var det derfor, at hun mødte støtte frem for afvisning, og lige netop det fik hun ikke kun fra sin studiecoach, men også fra sin idrætslærer på VUC Lyngby.
”Min tolerance var lav. Jeg kunne fare fuldkommen i flint og blive nødt at gå, men det var jo en stor problematik på HF, hvor man får fravær. Min idrætslærer blev involveret og træk mig nogle gange til siden, når han kunne mærke, jeg havde været lidt spids i det. Han opmuntrede mig også med de ting, han kunne se, jeg var rigtig dygtig til i idræt.”
Og ifølge Samira er det netop de støttende undervisere, der er skyld i, at hun nu kan kalde sig sygeplejerske.
”Det gør rigtig meget at have undervisere, der er opmærksomme på de unge mennesker. Der er mange undervisere, der bare ser et problematisk barn, men så er der dem, der er interesserede i, hvad der foregår inde i dit hoved.”
Samiras bedste råd til andre, der er i en lignende situation, er derfor at finde nogen, der kan og vil støtte en igennem forløbet – og så skal man selvfølgelig også selv holde kampgejsten oppe:
”Man skal finde en, der er villig til at støtte en. Lige meget hvad. Det var det, der gjorde udslaget for mig. Og så tror jeg bare, det er med at blive ved med at stige op på hesten igen.”
Samira er ikke den nyuddannede sygeplejerskes rigtige navn, da hun ikke ønsker at få sit navn frem. VUC Lyngby kender hendes rigtige navn.