23. september 2020

17 år og på vej mod 3F kvindeligaen: Cilje vil være en rollemodel for andre unge kvinder

Cilje Ostenfeld er på vej mod fodboldens professionelle rækker, men det kræver sit af en ung kvinde at spille fodbold på topplan og tage en ungdomsuddannelse. Cilje vil vise, at det sagtens kan lade sig gøre, hvis man husker at passe på sig selv i processen.

Af Eva Sofie Fritzbøger

På VUC Lyngby er der unge, der drømmer om at blive pædagoger eller lærere, mens andre går benhårdt efter at komme ind på medicinstudiet. For HF-enkeltfagskursisten Cilje Ostenfeld er målet et helt andet. Hun har fra barnsben vidst, at fodbold var hendes kald. Nu spiller hun på Brøndbys U18-hold, og der skal drømmen ikke slutte:

“Jeg går 100% efter at blive professionel kvindeligaspiller, inden jeg fylder 18. Det tør jeg godt sige.” Cilje Ostenfeld

(Artiklen fortsætter under faktaboksen)

FAKTA

Navn: Cilje Ostenfeld
Alder: 17 år
Karriere: Spiller på Brøndbys U18-hold, satser på at komme i 3F kvindeligaen, før hun bliver 18. Har spillet på ungdomslandsholdet ad flere omgange.
Uddannelse: Er i gang med at tage en HF som enkeltfag på VUC Lyngby.

Læs hvordan du kan kombinere elitesport og uddannelse på VUC Lyngby

Den unge Brøndbyspiller tror da også på, at det er en realistisk drøm, for hun har allerede flere gange trænet med Brøndbys professionelle kvindehold samt spillet på Danmarks ungdomslandshold. Hun håber, at flere unge kvinder i fremtiden ligesom hende tør stole på egne evner:

”Jeg føler ikke, der er nok kvinder nu til dags, der tør sige, de vil leve af fodbold, fordi det ikke er ligeså udbredt som hos mændene,” siger Cilje, der har oplevet, at skepsissen over for kvindefodbold er størst i hendes egen aldersgruppe:

”Man kan godt få nogle slag, hvis man møder nogle, man ikke kender, når man er ude med vennerne. Folk kan finde på at sige: ’Kvindefodbold er da ikke så godt som mændene. I bliver da ikke til noget,” fortæller hun.

Derfor er det vigtigt for Cilje at være en rollemodel inden for netop kvindefodbolden og vise andre, at man ikke skal være bange for at tro på sine drømme, men være åben over for alternative valg og veje.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Cilje spiller for landsholdet

En hård verden
Det har altid været fodbolden, der kom først i Ciljes verden. Det betyder også, at fodbold ofte er blevet prioriteret højere end for eksempel byture med vennerne eller weekender på sofaen med Netflix på skærmen.

”Folk jeg kender er måske ikke blevet direkte sure, men nogle gange øv over, at jeg har fravalgt dem. Jeg har mistet veninder og skolekammerater, fordi jeg har valgt fodbolden, men det har båret frugt,” siger hun. 

Cilje fortryder ikke sine valg, men hun fortæller, at det ikke altid er helt let at balancere fodboldkarriere, uddannelse og privatliv – især fordi fodboldverdenen kan være hård:

”Fordi det er en hård verden at være i, er det vigtigt for mig, at min almindelige psykolog kan hjælpe mig med hverdagens problemer, og min sportspsykolog kan hjælpe mig med det hårde miljø i fodbolden,” fortæller hun.

”Jeg går meget op i at være en rollemodel og vise, at der ikke er noget galt i at gå til psykolog. Det er ok at være ked af det og at have det hårdt nogle gange.” Cilje Ostenfeld

Hun gør især meget ud af at understrege vigtigheden af at passe på sig selv, når hun har at gøre med de yngre fodboldpiger. 

Fleksibel uddannelse
De mange timers daglig træning betyder også, at en gymnasiehverdag med fuldt skema ikke kunne hænge sammen med fodbolddrømmen. Men samtidig er det vigtigt for Cilje at få en ungdomsuddannelse, som hun kan falde tilbage på, når karrieren tager slut.

Derfor er hun glad for at være startet på HF-enkeltfag på VUC Lyngby, hvor fleksibiliteten gør det muligt at spille fodbold, tage en ungdomsuddannelse og passe på sig selv samtidig.

Det er jo næsten et fuldtidsjob at være fodboldspiller. Så det var rart at få at vide, at jeg kunne tage et fag ad gangen på HF-enkeltfag. Jeg har ikke brug for at få min uddannelse på tre år, jeg stresser ikke,” fortæller hun.

Cilje planlægger at tage en hel HF på VUC Lyngby, hvor hun kan kombinere klasserumsundervisning og e-learning. I hvilken retning studierne derefter skal gå, er hun endnu ikke helt sikker på, men psykologi er en mulighed, hvis snittet bliver højt nok.