Jeg har altid holdt meget af dyr. Dengang jeg var lille, boede jeg nærmest inde i Zoologisk Have. Jeg var så heldig at have en farmor og en farfar, som havde tid til at tage der ind hver dag.
Men det stoppede selvfølgelig, da jeg skulle starte i folkeskolen, men min interesse for dyrene stoppede aldrig.
Dyrlæge eller dyrepasser
Jeg har aldrig været god i skolen, så jeg vidste godt, at jeg aldrig ville kunne få de gode karakterer til eksamenerne, så jeg skiftede min store drøm om at blive dyrlæge ud med at blive dyrepasser. Jeg søgte ind på Roskilde Tekniske Skole i august 2007 og tog grundforløbet til dyrepasseruddannelsen. Grundforløbet var færdigt lige op til julen 2007, og jeg skulle til at finde en praktikplads, men jeg kunne ikke finde nogen, som havde brug for en elev.
Heldigvis for mig har jeg nogle forældre, der ikke vil have, at deres børn bare sidder derhjemme i hverdagen. Min mor sørgede for, at jeg havde arbejde, imens min far prøvede at overtale mig til at tage en videregående uddannelse.
På vej mod HF
Jeg startede på VUC Lyngby august 2008, hvor jeg skulle tage min HF-uddannelse.
Jeg tror, at det var min første uge, hvor de begyndte at teste alle i min klasse for at se, hvor gode folk var til stavning og grammatik. Et par uger efter trak min daværende engelsklærer mig til siden og spurgte, om jeg var ordblind. Jeg svarede, at det var jeg ikke, da jeg mente, at så havde jeg nok fået det at vide i folkeskolen.
Min engelsklærer fik arrangeret en test for mig, og det viste sig så, at jeg var ordblind, dog kun i mild grad. Hende, der testede mig fortalte mig også, at jeg nok havde lært mig selv det meste af det, jeg kunne.
Jeg gik nærmest i baglås
Efter at jeg havde fået at vide, at jeg var ordblind, gik jeg nærmest i baglås. En ting var, at jeg altid havde brugt det som en undskyldning, hvis jeg fik at vide, at jeg havde stavet et ord forkert på MSN (Messenger). Men det var noget helt andet at være det.
Jeg kendte ingen i min omgangskreds, som var ordblind, så jeg følte lidt, at jeg var alene med det.
Samme aften skulle jeg passe en handicappet dreng, som nærmest er min lillebror. Jeg fortalte ham, om det, ?nu var jeg også handicappet?. Jeg tror, at det var første gang på hele dagen, at jeg grinte. Det lettede, men kun for en tid.
Et par dage efter sad jeg til en time, og pludselig kom følelsen tilbage. De næste tre fredage pjækkede jeg fra fysik, da jeg ikke følte, at jeg var god nok til at kunne klare faget og få en god nok karakter.
Jeg er ikke den eneste
En dag sad mine forældre og min fars moster og spiste sammen, og selvfølgelig skulle nyheden frem, jeg var ordblind. Jeg kan huske, at jeg blev flov og havde mest af alt lyst til at gå. Men så fortalte min fars moster, at hendes ældste søn også var ordblind. Det kunne jeg ikke forstå, for han havde en super uddannelse, og havde studeret i udlandet og det hele og var endt i et super godt job. Ugen efter, at jeg havde opdaget det, begyndte jeg at snakke med min bedste veninde om det. Det viste sig, at hun også var ordblind. Jeg kunne ikke tro det, og hende havde jeg kendt i to år og havde aldrig tænkt på, at hun havde været ordblind.
Jeg vandt over mig selv
Derefter begyndte jeg igen at bruge det, at jeg var ordblind som en undskyldning for ikke at læse lektier osv. Denne vane hjalp min bedste veninde mig også af med. Hun viste mig, at det at være ordblind ikke er nogle undskyldning. Det er en udfordring lige som alt andet her i livet.
Mine ordblindelærere har været en klar støtte igennem dette store chok, det er som 18-årig at få at vide, at man er ordblind. Jeg følte i hvert fald, at systemet havde svigtet mig.
Jeg skal være dyrlæge
Til sommer 2010 får jeg min studenterhue, og jeg kan lukke et kapitel i mit liv. Forhåbentlig får jeg så gode karakter, at jeg kan komme ind på Landbrughøjskolen og studere til dyrlæge, som igen er blevet mit fremtidsønske.
