Allerede mens jeg arbejdede som radiomekaniker på Flyvestation Værløse begyndte jeg at tage fag på VUC. I mit arbejde havde jeg brug for at læse manualer på engelsk, så jeg startede i 1984 med at læse engelsk på AVU. Siden da er jeg fortsat på HF – og har faktisk i dag alle fag til en hel HF på nær matematik. Men jeg har nu ikke stilet efter en hel HF-eksamen. Jeg kan simpelthen godt lide at få mere at vide og komme i dybden. Så jeg har stille og roligt taget de fag, jeg havde lyst til.
Miljøet på VUC er rart med medkursister i alle aldre. Og jeg har haft meget glæde af personlig hjælp fra læreren, når jeg havde brug for det.





