Dennis Ingemann Larsen

I lærer som gartner samt HF-kursist

Efter nogle voldsomt turbulente ungdomsår kom jeg i 2006 i voksenlære som anlægsgartner. Bagefter vil jeg gerne tage den videregående uddannelse til landskabsarkitekt på landbohøjskolen (Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole), og derfor undersøgte jeg, hvad der skulle til for at blive optaget. Eftersom min gartneruddannelse er erhvervsrelevant, kan jeg nøjes med at tage HF-fagene engelsk B, matematik A, dansk A, kemi C og fysik B. I studievejledningen på VUC Lyngby blev jeg gjort opmærksom på muligheden for at tage fagene som e-learnings-kursist. Da jeg har fuldtidsarbejde som gartnerlærling, var dette et enestående tilbud, fordi jeg selv kan tilrettelægge min undervisning og disponere min tid. Børn og kæreste vil således ikke blive tilsidesat.

 

Klar til landbohøjskolen

I 2007 afsluttede jeg engelsk B og matematik C med fremragende resultater, selvom jeg kun var på skolen for at hente bøger og gå til eksamen. Bedre kan det ikke være. Min motivation var nu i top, og jeg meldte mig straks til dansk A og matematik B, som jeg netop nu er ved at afslutte.

 

Hvis alt går efter planen, kan jeg søge ind på landbohøjskolen for at læse til landskabsarkitekt i august 2010, umiddelbart efter jeg er færdigudlært som anlægsgartner.

 

På denne måde har jeg sparet 2-3 vigtige år af mit liv ved at tage alle de krævede fag til optagelsen på landskabsarkitektstudiet samtidig med min erhvervsuddannelse til gartner. Desuden har jeg haft tid til min familie og faktisk også betalt al min gamle gæld, da jeg samtidig har tjent penge.

 

Man snyder kun sig selv

Jeg vil gerne nævne, at undervisningen i høj grad er baseret på, at e-learnings-kursisten tager det fulde ansvar for sin egen læring. Hvis man snyder, er det kun sig selv man snyder. Til gengæld kan man næsten selv bestemme sin karakter. Men man er hele tiden nødsaget til at læse alt tilgængeligt materiale og være sikker på, at man kan, hvad der kræves. Er man i stand til at mestre dette ansvar, disponere sin tid og selvstændigt tilrettelægge forløbet, vil man opleve al den frihed, man kan ønske sig. Jeg anbefaler varmt e-learning til motiverede, selvstændige og disciplinerede mennesker.