En ny start

tor, 12/04/2018 - 10:22

Thomas Hvolbøll ved, hvad det vil sige at leve det hårde liv. Han har prøvet ikke at have penge til at betale regninger og levet som hjemløs. Men så mødte han sin kæreste, fik lejlighed og startede på VUC Lyngby. Det blev startskuddet til et helt nyt liv.

I slutningen af januar begyndte 40-årige Thomas Hvolbøll på pædagogseminariet. Hans store drøm er at arbejde med udsatte unge. Men vejen til at starte på uddannelsen har langt fra været lige til. For tre år siden så Thomas’ liv helt anderledes ud. Han levede som hjemløs og var med egne ord helt nede og ramme bunden. 

Rygskade satte stopper
Thomas Hvolbøll har tidligere arbejdet som bl.a. gartner og tømrer, men på grund af en rygskade måtte han stoppe. Og det blev starten på en nedtur, der kulminerede med et liv som hjemløs, hvor han i en periode på et par år boede rundt omkring på venner og families sofaer. Indimellem også på gaden. Hans eneste holdepunkt var hans elskede hund Jack.

Det første skridt på vejen til et bedre liv kom, da Thomas fik kontakt med Akuttilbuddet i Lyngby, som yder psykisk førstehjælp. Her fik han den hjælp, han længe havde haft brug for – både i forhold til at få det bedre, men også til at klare de mere praktiske ting som økonomi og boligsituation.

I dag lægger han stadig vejen forbi Akuttilbuddet på Slotsvænget, men nu er det for at støtte og hjælpe andre.

Giv ikke op
Det helt store vendepunkt for Thomas var imidlertid i 2016, hvor han mødte sin nuværende kæreste. Hun gav ham den stabilitet og støtte, han havde savnet i mange år. Det var også hende, der opfordrede ham til at starte på en uddannelse. På det tidspunkt havde han været væk fra uddannelsessystemet i over 20 år. Han forlod folkeskolen efter 10. klasse i 1995.

”Jeg kan se mig selv i nogle af de unge, og så siger jeg til dem: I bliver nødt til at læse, ellers ender I som mig som 40-årig.

Det kan godt være, at I synes, at I kan tjene gode penge som flyttemænd nu. Men 100 eller 200 kroner i timen er ikke værd at få smadret sin ryg for.”                 

Thomas besluttede at starte på VUC Lyngby, fordi han kunne få pædagogpakken her, og det var første skridt på vejen mod at arbejde med udsatte unge.”Jeg vil bruge min erfaring til at hjælpe andre. Jeg har været helt nede og rejst mig igen. På den måde kan andre se, at man ikke skal give op,” siger Thomas, hvis ene lillesøster arbejder som pædagog. Selv har Thomas for mange år siden arbejdet som pædagogmedhjælper i forskellige SFO’er. Et job, han var meget glad for.

Tilbage på skolebænken
På VUC Lyngby har Thomas læst dansk, engelsk, samfundsfag og psykologi og haft undervisning hver dag. Selvom det har været hårdt, har han været glad for at være tilbage på skolebænken.

”Jeg har kunne bruge flere af fagene til at reflektere over mit liv. Nu hvor jeg er blevet 40, tænker jeg meget over livet og ser tilbage på alle de kampe, jeg har haft,” fortæller Thomas.

Samtidig har han mødt en masse nye mennesker på skolen og er kommet ind i et nyt miljø. Han har fået mange gode venner, bl.a. en veninde som skal læse til socialrådgiver. De har haft stor glæde af at kunne hjælpe hinanden, fordi de begge kender til udfordringer i livet.

Selvtillidsboost på VUC Lyngby
I det hele taget har Thomas oplevet at få hjælp fra flere sider på VUC Lyngby. Han har bl.a. fået hjælp til at få mere struktur på hverdagen, og så har han fået oplevelsen af at være god til noget.

Jeg har aldrig rigtig troet på mig selv, men jeg har fået en masse selvtillid af at gå på VUC Lyngby. Alle kender mig her, både i receptionen, i vejledningen og selvfølgelig lærerne, og alle har været gode til at hjælpe mig. Jeg var ikke så god i folkeskolen. Jeg har aldrig prøvet at få 10-taller før, men det har jeg fået her. To af slagsen,” fortæller Thomas med et smil, der når hans øjne.

Nu er det så tid til at tage hul på næste kapitel i Thomas’ nye liv. Han håber, at han om 3 ½ år kan kalde sig pædagog og hjælpe andre på vej til et bedre liv.

Af Christine Westergaard

Værd at vide om pædagogpakken

Hvis du vil læse til pædagog, behøver du ikke tage en fuld HF. Du kan tilmelde dig dette forkursus, hvor du kun tager de fag, der er nødvendige for at søge optagelse gennem kvote 2 i København eller Storkøbenhavn.

Du vil få følgende fag:

Dansk A

Engelsk B

Samfundsfag

Psykologi C eller valgfag på C-niveau

Adgangskrav

  • Du skal minimum have folkeskolens udvidede afgangsprøve – eller tilsvarende.
  • Derudover skal du have energi, selvdisciplin og lyst til uddannelse.
  • Til gengæld kan du efter et år komme i gang med at læse til pædagog.